Kristian Østergaard: På Brinkmanns briks

koes@km.dk

Psykologiprofessor Svend Brinkmann går med sin nye bog ”Vi er det liv vi lever – en fortælling om skæbnen” nye veje i sit forfatterskab. En ældre kvinde kontakter en dag professoren, og det udvikler sig til mange samtaler, som er optrykt i denne bog og afstedkommer en lang række spændende refleksioner.

     Intet mennesker en ø, skrev en berømt engelsk digter. Noget lignende konkluderer Brinkmann: ”Vi oplever måske, at vi med tiden bliver mere frigjorte fra forbindelser til andre, men i realiteten glemmer vi efterhånden bare, hvor forbundne vi er.” Og det er her begrebet værdighed, kommer ind i billedet, skriver forfatteren: ”Det gælder om at blive opmærksom på, hvordan ens livstråd er flettet sammen med andres, så man kan sørge for at tage det alvorligt, at ens handlinger har betydning for andre. Vi har måske nok en skæbne og kan ikke ændre alt, men vi kan lære at leve oplyst, forpligtet og værdigt med vores nærmeste.”

    Det er det den gamle dame, Brinkmann taler med, har lært. Under besættelsen begik hun et fejltrin, som fulgte og forfulgte hende mange år efter krigen. Men hun finder sig til rette med sin skæbne, hun får noget meningsfyldt ud af sit liv – bl.a. ved at følge det råd, hendes psykoanalytiker giver hende: ”Man behøver ikke at lære at gøre det, man har lyst til, men man skal lære at gøre det, man ikke har lyst til. For dét får man brug for.”

  Undervejs inddrager Brinkmann interessante betragtninger over den græske tragedie, der ”simpelthen [er] udtryk for livet, der skal leves som sådan. Tragedien viser os derfor, at livet ikke altid går op. På den måde er den ofte mere realistisk end det filosofiske ideal om at løse livets ligning med fornuften (…) Mange af tragedierne handler som tidligere nævnt om, at selv forsøget på at undgå skæbnen i virkeligheden blot er med til at stadfæste den.”

    Dermed har Svend Brinkmann allerede kastet bolden op til sin næste bog, der udkommer i juni og hedder ”Mit år med Gud”

Kristian Østergaaard: Fido og opstandelsen

koes@km.dk

 

Mange hunde hedder ”Fido”. Det betyder: ”Jeg tror”. Vi kender udtrykket: ”Ham har jeg fidus til”. Men laver han fiduser, mister jeg troen på ham. Hvis jeg opdager, at ham kunne jeg ikke tro på, bliver han til en fidusmager. Påskedag blev disciplene klar over, at Jesus såvist ingen fidusmager var. Det hele gav mening. Han var til at tro på.

    Almindeligvis er det jo sådan, at man bliver oplivet, når man finder den, man leder efter. ”Fundet!” Råber børnene glædestrålende i gemmelegen. Men påskedag lyder glædesbudskabet omvendt: ”Han er ikke her.” Deri består det glædelige budskab: Han er ikke fundet. Et fænomen er noget, der kommer til syne, noget, der viser sig. Så kan man spørge: Kan noget, der ikke kan vise sig, vise sig? Ja, det har jo vist sig. For hvor Jesus før lå, ligger han nu ikke mere. Stilstand, død og forstening er blevet til liv, bevægelse og fremtid.

Så hvad gør vi nu? Må kvinderne spørge sig selv og hinanden ude ved graven. Og de får besked på, at de skal haste mod Galilæa, hvor de skal møde den opstandne herre og frelser.

  Nu tager kvinderne igen benene på nakken, men i en ny retning. Hjemad. Der vil han møde dem. I Galilæa, som er deres hjemegn.

Dette bringer også bud til os. Det fortæller os, hvor Jesus vil møde os. Det kan være udmærket at dyrke pilgrimsvandring, det kan være glimrende at drage på retræte i et kloster, men enhver søgen efter Gud modsvares altid af, at han insisterer på hverdagen og menneskene i den, som ikke blot er det, vi kommer fra, men også som det, vi har ansvaret for.

Det berettes om Mark Twain, at han engang mødte en entusiastisk amerikaner, der forklarede om en rejse til Israel, hvor han havde læst de 10 bud højt på Sinajbjerget. Hertil svarede Mark Twain med sin skarpsindige humor: ”Var det ikke bedre, du tog hjem til Boston og holdt dem?”

    Ja, for Gud er derhjemme, han er gået i forvejen for det, som er vort eget Galilæa, men som nu er forandret. For nu ved vi, at for Gud er alting muligt. Han kan få døden til at afgå ved døden. Han kan gøre det gamle nyt.

 

Kristian Østergaaard: Agnes Smidt - sønderjyde, kvinde og kunstner

koes@km.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mit efternavn stammer fra gården Østergaard i Lundsmark syd for Ribe. Mine slægtninge tog simpelthen gårdens navn og gjorde det til efternavn. En undtagelse var dog Agnes Smidt, der blev født i 1874 på Østergaard og blev den betydeligste sønderjyske maler i første halvdel af det tyvende århundrede. Om Agnes Smidt er der netop udkommet en fornem biografi af Inger Lauridsen med samme titel som klummen.

     Forfatteren understreger i sit forord, hvorfor hun har skrevet biografien: ”Agnes Smidts særlige karaktertræk gør hende til en af sin sit århundredes mest interessante kvindeskikkelser, så unik og tidløs, at hendes tankeverden kan lære mennesker i det 21.århundrede meget”.

    Som maler var det især portrætter, hun gjorde i, og i dag er det hendes store maleri af de danske sønderjyders førstemand, der hænger i billedsalen på Folkehjem i Åbenrå. Dermed har man allerede sagt noget om, hvad der optog Agnes Smidt. Det var kampen for Sønderjylland i årene 1864-1920.

      Også helt konkret.

   Under første verdenskrig mistede 5 søskende først deres mor, og siden faldt deres far, der som sønderjyde var tvunget til at kæmpe for Tyskland. Selv om Agnes Smidt var enlig, adopterede hun de fem forældreløse piger og gav dem en god opvækst.

     Man skulle mene, det havde været rigeligt, men under tredivernes massearbejdsløshed oprettede Agnes Smidt tillige en slags højskole for unge mænd i Lundsmark. Ikke alle deltagere var lige polerede, og Agnes Smidt blev kraftigt opfordret til at bortvise en af dem. Men svaret lød: ”Jo, han skal være her, fordi han gerne vil. Der er den forskel mellem dit syn og mit, at mænd kan ofre, så længe de tror på et menneske eller en sag; men vi kvinder kan blive ved med at ofre, selv når alt håb er ude.”  

     Ifølge hendes levnedsskildrer hentede Agnes Smidt sin ubekymrethed i kristendommen, og det kom også til udtryk i den nekrolog, der blev bragt efter hendes død i 1952: ”Hun troede på, at der var evige kræfter, der virkede med i den enkeltes liv og tilværelse.”  

 

Læs også:  Det evige liv er et røverkøb    Mellem venner    Kristi Himmelfart    Karen Blixen skildrer pinsen    Er bøgen sprunget ud    Bjergsomhedsdriften    Fraværende i det nærværende...    Klippen    Skøjtemesteren    Halleluja    Den nådesløse verdens blinde ligegyldighed    Dommedag    Ønskebarnet    Alt er unyttigt undtagen vor skælven    Nordstjernen    Kærlighedens pris    Julens mod    Piet Hein ....    Bølgegang    Den generøse sædemand og troen på fremtiden    Keats om kærlighed