Tid er jo Vorherres måde at give kredit på. En dag er kontoen overtrukket, så en dag er der ikke mere tid. I et digt skriver Halfdan Rasmussen, at han har fået sin alder – dom. Det er en dom, der ikke kan appelleres, man kan ikke klage til menneskerettighedskommissionen eller ombudsmanden For der er ikke nogen, der kan gøre noget ved den. Den dom – alder dommen har man fået, når man er kommet et bestemt sted hen i livet.  Så naturligvis er døden og undergangen vis.

     Men i kirken sætter vi os ikke bare ned og afventer undergangen. Vi opfører os ikke, som de to gamle mænd, der stod på kirkegården efter en begravelse, og den ene gamling siger til den anden: ”Kan det næsten betale sig at gå hjem?” Kristendommen siger: Jo, det kan betale sig. Selv om vi har dommen over os, så nærer vi et håb, der giver os fodfæste og grund under fødderne, så vi heller ikke med udsigt til døden bliver desperate.

      Da jøderne var slaver i Ægypten, var håbet ved at smuldre, men så førte Moses dem ud af over det røde hav. Befrielsen fra den onde Farao lykkedes. Og jøderne jublede. Bortset fra at det blev til 40 år i ørkenen, indtil de kunne drage ind i det forjættede land. Her kan vi virkelig tale om en adventstid, der siger sparto til den, vi kender. I en ørken kan det være svært at holde forventningen oppe i 40 år, så denne ørkenvandring kan jo næsten blive et sindbillede på mange moderne menneskers situation.

    Midt i en storbyørken kan man måske genkende sig selv i jødernes venteposition foran Kanaans land – ja, måske er ørkenvandringen et rammende billede på den moderne tomhedsfølelse. Men den altafgørende er imidlertid her, at tomheden jo netop aldrig får det sidste ord i biblen.

     Det er, hvad adventstid handler om. Advent handler om, at Gud giver os løftet om, at Han vil skænke os en fremtid, hvor det er kristendommens tidsregning, der gælder. Hvor natten er forbi, og hvor det er blevet morgen, og hvor vi som kristne skal stå midt i den signede dag, hvor solen aldrig skal gå ned igen.