Eusebius, den første kirkehistoriker fra 4. århundrede, skrev om biskop Ignatius af Antiokia, som blev sendt til Rom for at dø som martyr, kastet til vilde dyr mellem 105 og 117. Ifølge Eusebius bad Ignatius menigheden i Rom om ikke at befri ham, han var fast besluttet på at lide for Kristus. Gennem sine syv breve til menighederne ser vi en mand, der urokkeligt står fast på kristendommen, modstod tidens afgudsdyrkelse og fandt styrke i evangeliet.

    Stud.theol. Christian Ulrik Hansen (1921-1944) havde det til fælles med Ignatius, at hans vigtigste litterære bidrag til eftertiden består i breve, og han har også det til fælles med Ignatius, at det var en tilsvarende etisk lødighed eller kristen livsholdning, der kaldte ham ud i opgøret med en menneskefjendsk ideologi, og som til sidst kostede ham livet.

   Modstandsmanden Christian Ulrik Hansen blev henrettet i Ryvangen i 1944. Ligesom Ignatius efterlod Hansen sig breve, der vidner om en dyb kristen livsholdning og urokkelig modstand mod en menneskefjendsk ideologi. Tyskerne kaldte ham for ”den tavse dansker”, fordi han modstod torturen. Til gengæld holdt han modet oppe hos sine medfanger med gudstjenester og med sin frygtløshed.

    Ligesom Ignatius afslog Hansen at blive befriet. Under en gårdtur i fængslet fik han øjenkontakt med forklædte modstandsfolk, der var klar til at befri ham med våben og sprængstof. Han rystede på hovedet af frygt for repressalier mod sine kammerater. I sine sidste breve skrev han: "Når man er ung og elsker livet, er det tungt at sige farvel. Men for at et folk skal leve, må nogen dø."

      Christian Ulrik Hansen bad sine venner mindes ham i glæde, når de fortalte om modstandsbevægelsen eller lyttede til aftenklokkerne. Ligesom Ignatius var Christian Ulrik Hansen et menneske, der levede med hjertets renhed og satte livet ind på én sag. Deres navne lyser i historien som eksempler på mod og tro, og ikke mindst Christian Ulrik Hansen er værd at mindes 80 år efter befrielsen.