Forleden læste jeg et brev, som jeg både fandt spændende, snurrigt og sjovt. Det stammede fra en pige, der gik på efterskole, og hun skrev:

”Kære mor og far

Det er længe siden, I har hørt fra mig. Det er der en grund til. Efterskolen brændte ned, mine ting brændte, og jeg blev selv forbrændt, og efter at jeg er blevet udskrevet, og der ikke var nogen efterskole, flyttede jeg ind hos Karsten. Og nu er jeg så blevet gravid, og I skal være bedsteforældre til tvillinger.

Venlige hilsner

Olivia

Ps: Jeg har det ganske glimrende. Efterskolen er slet ikke brændt., Jeg fejler ikke noget, jeg er heller ikke gravid, og jeg har ikke engang en kæreste, men ovenstående skrev jeg for at I skulle sætte følgende i perspektiv: Jeg har altså fået 00 i matematik.”

Det er da et godt brev. Den minder os om det vigtige i livet. Om alt det som vi ikke kan leve foruden. Eventyreren og forfatteren Troels Kløvedal blev engang spurgt, om ikke han var stolt af at have givet sejlerdrømmen videre til sin søn Mikkel, hvortil han svarede: ”Jo, men det er da det mindste af det. For den den vigtigste opgave vi har, er at få vore børn til at føle sig velkomne i verden”.

    Også selv om man har været så uheldig kun at få 00 i matematik.

    Det vigtigste i vort liv handler med et fint ord om relationer. Og den helt store relation er jo forholdet til Guds søn, der blev menneske– det er ham, vi tror på. Det er ham, der fylder i vores trosbekendelse, så den Gud, vi tror på, han har et fællesskab med os, og som vi skal holde fast i.

   Eller som en gammel indianer sagde til sine børnebørn: Der er en kamp i ethvert menneskes liv. En kamp mellem to ulve. Den ene er lig med frygt, vrede, misundelse, grådighed og selvmedlidenhed. Den anden ulv rummer glæde, kærlighed, ydmyghed, medfølelse og gavmildhed. En af børnene spurgte: ”Bedstefar, hvilken ulv vinder?” Den gamle så drengen i øjnene og svarede: ”Den, du fodrer!”