I romanen ”Gilead” er der en præst, der giver alt bort. Han nøjedes ikke med at forære sine egne ting bort. Nej, han hiver vasketøj ned fra tørresnorene – og han giver sin søn og svigerdatters ejendele bort. Når nogen sagde, at det var en skam, han havde mistet sit ene øje i den amerikanske borgerkrig, svarede præsten, at han hellere ville tænke på, at han havde beholdt det andet øje. Hvortil svigerdatteren sarkastisk bemærkede, at det var da rart at vide, at der var noget, han ville beholde!

     Men denne præst er ikke noget forbillede for os, for man kan ikke give til andre, hvis ikke også man drager omsorg for sig selv. Hvis man kun står på hovedet for alle andre, kommer man aldrig til at stå på egne ben. Uden fordybelse tabes målet og vejen af syne – for når man vil for meget, når man for lidt.

      Store mængder fulgte Jesus fra tidlig morgen til sen aften. Mange ville helbredes, bespises eller lytte til hans opbyggelige ord og opmuntrende fortællinger. Og de mange mennesker fik da også, hvad de kom for – i rigt mål! Det Ny Testamente fortæller os imidlertid også, at Jesus gerne trak sig tilbage i perioder. Ventede han med at trække sig tilbage, til nøden i verden var væk? Nej, nogle gange gik Jesus blot sin vej. Andre gange sendte han folkemængderne væk, så han kunne være alene med sine disciple eller tale med Gud på tomandshånd.

    Det skal vi minde os selv og hinanden om, at nok udrettede Jesus mirakler – og hvilke mirakler -, men også han vendte undertiden ryggen til fællesskabet for at lade op i Guds nærvær. At lade sjælen op ved at læse i Bibelen eller i salmebogen, for kristendommen har det ved sig, at den forvandler mismod til livsmod og omskaber modvind til fremdrift. Ja, tag i det hele taget mod livets gaver, hvad enten de viser sig i en forløsende replik fra et andet menneske, et salmevers, Bibelens ord eller solsortens sang, så er du fyldt op indeni af gode tanker og overskud og kan dele ud af det hele.