Christian Tafdrups nye film ”Speak no evil” handler om en dansk børnefamilie, som på en ferie i Italien møder en hollandsk familie. De to familier svinger godt sammen og senere besøger danskerne den hollandske familie. Hollænderne bor på landet, smukt og rekreativt, men underlægningsmusikkens ildevarslende toner røber, at der er optræk til noget ubehageligt. Og det danske ægtepar har i al deres venlighed og tillærte høflighed svært ved at sige fra over for ubehagelighederne, så de tilpasser sig. Men inden det ender i den rene gru, finder vi filmens mest sigende replikskifte, hvor Bjørn spørger det hollandske par, hvorfor de udfolder deres ondskab. Svaret lyder: ”Fordi I lader os gøre det”. Vi bliver udsat for det onde, når vi er venlige, konfliktsky og tilpasningsdygtige. Når vi vil have fred for enhver pris.

    Alt for længe har vi bildt os ind, at fred er som den telefonsvarer, Mogens Glistrup i sin tid ønskede at få installeret i Forsvarsministeriet, hvor der på alle verdens sprog, blev annonceret: ”Vi overgiver os”.

     Men hvis et land skal overleve som et suverænt land, må man være parat til at forsvare sig. Som vi lærte i latinundervisningen: Si vis pacem, para bellum. Hvis du vil freden, må du forberede dig på krigen. Ligegyldighed er farlig, som når vi i krisesituationer bevidstløst synger John Lennons hymne ”Imagine”, om en verden uden grænser og religion. Den elsker Putin og andre af klodens diktatorer lige så højt som Glistrups telefonsvarer.

     De gamle kristne har altid vidst og vist, at det var det modsatte, der var behov for. Tænk på, at det faktisk hedder Frelsens hær og Kirkens korshær. Hvorfor bilder vi os ind, at det ikke er en kamp at være kristen? Jovist, der er fred og ro og salighed og kærlighed i kristendommen, men samtidig appelleres der i kristendommen til vores vilje og indsats. Jesus spørger jo heller ikke om, vi gider elske Gud og vores næste. Jesus siger: ”Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv”.