Den tyske digter Max Dauthendey var ved første verdenskrigs udbrud på rejse og strander på øen Java. Dauthendey var ateist, men i sin ensomhed læser han i Salmernes Bog og noterer i sin dagbog: ”Her til morgen, da jeg læste Davids salme 50 og 60, fik jeg en indsigt. Jeg forstod, at der findes en personlig Gud.” I salme 50 kunne Dauthendey nemlig læse: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig”. Digteren har hørt ordene som Guds svar i sin nød. Nogle ord fra Bibelen bliver Guds tale. Så det vigtige er altså at holde sig åben for Guds svar.

    Ikke alle gør det.

   Der sidder to fyre på et værtshus langt ude i vildmarken i Alaska. Den ene er kristen. Den anden er ateist. Og de to fyre diskuterer Guds eksistens med den særlige intensitet, man får efter ca. 5 øl.

Ateisten udbryder: ”Det er ikke, fordi jeg aldrig har forsøgt med at bede til Gud. I det hårde stormvejr for en måned siden gik jeg vild på vej til lejren og kunne ikke se en hånd frem for mig og var ude af stand til at finde vej, og temperaturen var minus 45 grader, men så prøvede jeg pludselig noget andet: jeg lagde mig på knæ i sneen og råbte: ”Gud, hvis der er en Gud, jeg er faret vild i dette stormvejr, og jeg dør, hvis du ikke hjælper mig!””

På værtshuset ser den kristne fyr forbløffet på ateisten: ”Så må du jo være troende nu”, siger han. ”Du sidder jo her i live”.

Ateisten ruller med øjnene, som om den religiøse er komplet idiot: ”Nej, det eneste, der skete, var, at der kom et par inuitter forbi, og de vist mig vej tilbage til lejren”.

     Ateisten var helt overbevist om, at han bør forkaste tanken om, at der var en sammenhæng mellem inuitterne og bønnen om hjælp- og det er en skam. For kristendommen er frihed, fantasi, håb, frelse, kærlighed og nye muligheder. Kristendommen er en understregning af disse tre ord: Der er mere. Der er mere i et menneske end dets handlinger. Der er mere i livet end karriere og penge. Der er mere end inuitter. Der er en guddommelig magt i verden, som elsker os mere end vi skulle tro.