Overskriften på denne klumme er titlen på ny bog (forlaget Muusmann), der består af en brevveksling mellem sognepræst Karsten Møller Hansen og forfatter Tomas Lagermand Lundme. Håbet spiller en stor rolle i korrespondance. Karsten Møller Hansen skriver: ”For mig er det kristendommens største gave til verden; håbet. Ikke de smukke kirker, ikke de mange kloge bøger, ikke kristendommens indvirkning på humanisme eller medvirken til formulering af menneskerettigheder, heller ikke engang næstekærlighedsbuddet, som jeg ellers synes, er det vigtigste, verden kan bygge på. Nej, den største gave er det store håb, som er blevet givet videre og videre og videre. Hvorfor mødes man til en gudstjeneste? For at håbe sammen. Jeg tror på håbet. Jeg tror på, at det største, vi kan give hinanden, er håb. Så kan kærligheden komme bagefter.”

       Om kærligheden handler andre af bogens øvrige refleksioner. Karsten Møller Hansen laver således en fornem udlægning af budskabet Kristi Himmelfartsdag: ”Jeg kan godt lide, at Guds søn måtte tage hjem til Gud i himlen. Det er meget bedre, end at nogen sagde, de lige havde set ham på en bar et sted i Jerusalem. Farvel, sagde han, og pegede på os alle: I er hinandens næste. Og dermed overlod han ansvaret for hinanden til os alle. Væk var han. For at gøre plads til kærligheden. Sådan blev verdens større end vores liv på jorden – det fortsætter en dag i himlen, ja, vi kan altid allerede se himlen, hvor vi end er. Sådan hænger vi for altid sammen.”  

    Og sådan undgår vi at blive væk for hinanden – jfr. bogens titel. Men den opmærksomme læser vil sikkert have opdaget, at i treklangen tro, håb og kærlighed, mangler det første led - troen. Den skriver sognepræsten fra Tårnby imidlertid også smukt om i denne fine bog: ”Jeg tror nemlig, at det, vi inderst inde længes efter, er Gud. Længslen bor bedst i troen. For her er det klart, hvad man længes efter. Det helt særlige ved Gud er, at han kommer én i møde. Det bliver han nødt til, for ellers var han kun i mine tanker.”