De første sider af Bibelen kan minde om et besøg i et keramikerværksted. Her skaber Gud manden af ler. Hvordan skal vi forestille os Adam? Jamen, mon ikke han har været uden bodegamave, dansehåndtag, dobbelthager og skrumpelever. Til gengæld har han sikkert haft brede skuldre og en slank talje. Da Gud stod med det færdige resultat, har Adam sikkert lignet én, der snildt kunne indgå blandt deltagerne i Paradise Hotel. Han er velbygget, men han er også tom indvendig. Han mangler ånd. Han er kun krop. Tænk på at vores indre organer, hjerte, lunger, måske holder 100 år, hvis vi er heldige og ikke hengiver os alt for meget til nikotin, napoleonskager og netflix.

      Så Gud er ikke tilfreds med, at Adam kun er krop. Der skal noget mere til, og da kommer øjeblikket, hvor Den Almægtige bøjer sig over Adam, og som var der tale om førstehjælp, blæser han sin livsånde ind i ham. Nu kan Adam trække vejret. Men jeg er lige ved at sige, at det ikke engang er det vigtigste, Adam får også ånden, der blander sig med hans kød, så ånd og kød bliver til en helhed. Tænk på hvis Gud havde nøjedes med at skabe manden, som én der ikke havde andet i hovedet end det, man finder på Paradise Hotel? Men Herren blæste ånden i os, så vi fik længslen efter Gud, det åndelige, poesien og kærligheden.

     Konstruktionen af kvinden blev Guds mesterværk, selv om jeg godt ved, at der går en anden historien om, hvordan kvinden blev skabt. Ifølge denne version sagde Gud til Adam: ”Hvis du giver mig din højre arm, vil jeg skabe en vidunderlig medskabning til dig - helt uden fejl”, og så remser Gud en række fortræffelige egenskaber op. Adam tøver et øjeblik. Kigger bekymret på sin arm. Så siger han til Vorherre: ”Hvad kan jeg få for et ribben?” Han får Eva. Karen Blixen havde sin vinkel på denne rækkefølge: "Ja, Gud skabte manden før kvinden. Det er ligesom, når jeg skriver. Først laver jeg en kladde."

    Eva får også Guds livsånde i sig, så Eva ligesom Adam kan længes efter andet og mere end føde og klæder.