Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg var digterkolleger. Jørgensen omvendte sig efter svære sjælekampe til katolicismen, kasserede hele sin vilde ungdom og ønskede, at Stuckenberg gjorde det samme. Men Stuckenberg sagde nej og begrundede i et digt hvorfor: ”Jeg har ej råd at miste/ den mindste lille time, / den bar sin skærv til den, jeg blev! / hver fryd, hver spot, hver tant jeg drev, / jeg gemmer til det sidste”.

     Viggo Stuckenberg insisterede på at stå ved den, han har været godt som i ondt. Det gjorde ham ikke ukristelig, men ordet ”Jeg har ej råd at miste/ den mindste lille time, / den bar sin skærv til den, jeg blev! / hver fryd, hver spot, hver tant jeg drev/ jeg gemmer til det sidste” rummer noget afgørende i opgøret med Johannes Jørgensen.

     Der er noget mærkeligt i, at man skal udslette sin fortid, sit tidligere jeg, for hvis man er villig til at svigte sit gamle jeg, hvad eller hvem er man så også villig til at svigte? Ja, man kan have syndet, man kan have taget fejl i livsvigtige ting, men man kan ikke have været en anden end den, man stadig er. For hvis man ikke er tro mod sig selv - og det er ikke det samme som at være tilfreds med sig selv - hvordan skal man så være tro mod andre?

     Hvis den bodfærdige synder skal optræde skinnende ren og klar, fordi Gud først da kan kendes ved ham eller hende, ja, så går der spekulation i frelsen, og man ender i en krybende sleskhed, som man tror, har Guds velbehag. Og er det ikke at gøre Gud for lille, når man mener, at han først kan lide en, når man sletter sig ud i duknakket sønderknuselse? 

     Med tilgivelsen er det, ligesom det hedder om medielicensen i en DR-kampagne – noget vi giver hinanden. Det er altså noget man får, selv om man ikke har fortjent den. Den største og mest ufortjente tilgivelse er den, vi får af Gud. Den er som fyrreskovduft på stressede nerver. Som kølighed en sommeraften efter tordenregn. Som fylden, når vi forlader fra nadverbordet, og har fået lyst velsignelsen over vore hoveder.