Den store norske maler Edvard Munch mistede tidligt sin mor og voksede op med en dyrlægefar, der var fundamentalist. Som helt ung spurgte Edvard Munch sin far, hvor længe de fordømte monstro skulle opholde sig i helvedes flammer og pinsler. Svaret kom prompte: ”1000 gange 1000 år!” Munch spurgte: ”Kan du ikke bare sige 1000 år?” Så fik han en knaldende lussing af sin far, og Edvard går hjemmefra, men hen på morgen vender han hjem igen for at forsone sig med sin far og give ham ret. Det er en utrolig episode! Sønnen, som er den mest barmhjertige, gik hjemmefra og smækkede med døren, men mente alligevel, at han skulle undskylde: ”Undskyld, fordi jeg ville skåne de stakkels syndere og kun lade dem lide i 1000 år – men selvfølgelig skal de da lide 1000 gange 1000 år”

    Ikke så sært at Munch kunne skrive i sin dagbog: ”Fra fødslen stod de – angstens – sorgens – dødens engle ved min side. Fulgte mig ude når jeg legede”. Det skabte selvforagt i Munchs sind. En aften sad han og drak med August Strindberg. Strindberg sagde: ”Jeg foragter hele verden – undtagen mig selv”. Munch udbrød: ”Hvor er du heldig! Jeg foragter hele verden inklusive mig selv!”

    Men havde Edvard Munch alligevel en fornemmelse af, at han var galt afmarcheret? Et af hans kendte malerier hedder ”Melankoli”, hvor man ser en mand hensunket i fortvivlelse, mens der i omgivelserne strømmer masser af varmt lys imod ham. Og dog sanser han intet lys i sit sjælelige mørke. Og noget lignede sker på maleriet ”Den syge pige”. Edvard Munch var et ulykkeligt menneske med en ulykkelig opvækst, men hans billeder viser, at lykken alligevel kan indfinde sig, hvis man åbner sig for lyset.

      Edvard Munch kendte sit eget værd som erfaren kunstner. En gang skulle han male en skibsreders datter. Skibsrederen spurgte, hvor længe det vil tage og koste. Tre uger og tyve tusinde kroner. ”Er De rigtig klog, mand? Tror De, jeg vil betale den slags penge for tre ugers arbejde?” Munch svarede roligt: ”Min herre, ikke tre ugers arbejde, men 28 års”.