På sit dødsleje spurgte Gertrude Stein sin partner: ”Hvad er svaret?” Samleversken blev lammet af spørgsmålet, hun vidste ikke, hvordan hun i kort form skulle sige, hvad svaret på livets gåde var. Da sagde Gertrude Stein: ”Jamen, hvad er spørgsmålet?”

    Vi kan være så så forhippede på at finde svarene, at vi ikke reflekterer nok over spørgsmålene. Hvis vi hele tiden søger svar, så bliver det omgivelsernes spørgsmål, der dirigerer vores liv. Hvis vi derimod selv formulerer spørgsmålene, så er det os, der tilrettelægger ruten i vores liv.

      Det er netop denne tilgang til tilværelsen, som psykologiprofessor Svend Brinkmann anlægger i sin nye anbefalelsesværdige bog ”Tænk”, der netop er udkommet på forlaget Gyldendal.  Han minder læseren om, at vi som børn optrådte som de fødte filosoffer, fordi vi dengang ikke tog ret meget for givet og hele tiden udfordrede alle selvfølgelighederne med hvorfor-spørgsmål. En vittighedstegning illustrerer det. En voksen siger formanende til et barn: ”Sæt spørgsmålstegn ved alting!” Barnet svarer: ”Hvorfor det?”

     Spørgsmål er vigtige. De kan anspore til nye ideer eller inspirere til at dykke ned i tilværelsens gåder. Lige fra spørgsmålet ”Hvem er jeg?” til ”Hvorfor falder min chokoladesouffle altid sammen?”

      Som Brinkmann bemærker: ”Den meningsdannende tænkning behøver ikke dreje sig om ens liv, men kan også handle om mere almene eksistentielle eller kosmologiske spørgsmål: ”Er der mon en Gud? Er universet uendeligt? Er der et liv efter døden? Hvordan ville det ideelle samfund se ud? Hvorfra kommer oplevelsen af skønhed? Har man pligt til at tilgive? Hvad er kærlighed?” På sådanne spørgsmål gives ingen enkle svar, og pointen er ikke at ”løse problemet” for at komme videre, men at lade tankerne vandre og kredse om disse ultimative anliggender i vores tilværelse”.

    Eller som Carl Jung i sin tid formulerede det: ”Meningen med min eksistens er, at livet har stillet et spørgsmål til mig.”

     Hvad er dit spørgsmål?