Thomas Kingo (1634-1704) skrev salmebogens nr. 615 ”Far, verden, far vel!” Omkvædet understreger mismodigt: ”forfængelighed, forfængelighed!”

    Thomas Kingo havde fortrængt, at han selv var en levemand. Han gjorde en pige gravid som 16-årig, blev smidt ud af skolen, men endte dog som biskop over Fyns Stift. Senere giftede han sig med en provsteenke ved navn Sille Balkenborg. Mens hendes mand lå for døden, lader han Sille drømme om, at hendes skød er en kakkelovn for den forfrosne digter, der træder ind fra snevejret: ”O! var mit skød en kakkelovn/ når frossen Kingo kommer”.

     Men i salmen raser han mod ”kødelig lyst, som mangen med dødelig læber har kyst”.

   Kingo ville også gerne tjene mange penge på sine salmer, og han lavede en aftale med en minister om en salmebog udelukkende med Kingotekster. Hvis den var kommet ud, var Kingo blevet umådelig velhavende. Men ministeren døde, så ideen blev ikke til noget, og Kingo ærgrede sig, men i salmen ”Far, verden, far vel!” taler han foragteligt om ”rigdom og guld, du jorderigs afgud i skinnende muld!” Det lyder fromt, men Kingos foragt for penge opstod først, da han gik glip af formuen på salmebogsprojektet.

     Salme 615 havde i øvrigt sin helt egen historie. Den er skrevet efter at han blev rasende på sin stedsøn Jakob Worm. Kingo gik med kalot, fordi han var blevet skaldet, ligesom alle præster, der klør sig for meget i nakken, bliver det, og så skulle Kingo vanen tro op at tisse om natten, fordi han havde en lille blære.

     Derfor driller Worm sin stedfar en dag, hvor han skal have konfirmander og lægger et digt på digt på katedret, hvor der står: ”Ak, står du om natten og mangler en pot, så brug din kalot”. Thomas Kingo blev rasende, da han læste rimet, men det blev ved med at køre ind i hovedet på ham. Og så skriver Kingo ”Far verden, far vel!” på netop melodien ”Ak, står du om natten og mangler en pot, så brug din kalot.”

   Sådan endte en irritation med at blive en inspiration.