Allerede på anden side i Jens Christian Grøndahls nye roman ”Fra i nat sover jeg på taget” (forlaget Gyldendal) står en af bogens centrale sætninger: ”Meget forandrer sig, men endnu mere forandrer sig ikke.” For det er en roman om en ungdomsforelskelse, der blusser op igen mange år senere i en mere afklaret, moden form.

     Forfatteren refererer til Søren Kierkegaard undervejs i bogen, og måske kunne man ligefrem sige, at romanen gennemspiller de tre kierkegaardske stadier: Det æstetiske, det etiske og det religiøse. Som ung bliver jeg-fortælleren forelsket i Anna: ”Forelskelsen er uden grund, den er selve grunden til så meget af det, der følger, en lang kæde af handlinger, følelser, beslutninger, nødvendigheder, håb og skuffelse”.

    Han får dog ikke Anna, men etablerer sig i et tilsyneladende solidt ægteskab, og her bevæger han sig frem mod et etisk ståsted: ”Man får, hvad man får, det har i mit voksne liv været rettesnoren. Man har at sige tak frem for at kræve mere eller blive forurettet, når det man fik, var, hvad der var”.

    Men jeg-fortælleren bliver alvorligt syg, ægteskabet går i opløsning, og manden har nu ”et selvværd som en lirekassemand”. Da er det, at jeg-fortælleren ved et tilfælde træffer sammen med sin ungdomskærlighed igen. Han lægger kortene på bordet, forklarer, at han er på vej til at blive invalid. ”Det har ingen fremtid, det her” mumlede jeg. ”Nej”, sagde hun, ”men vi har også en masse fortid foran os”.

    På den næstsidste side besøger han Søren Kierkegaards grav på Assistens kirkegård, og han genkalder sig Annas oplæsning af Kierkegaards opbyggelige skrifter: ”Dengang havde jeg ikke forstået, hvorfor det er en pligt at være glad. Bare at være (…) Det havde jeg først forstået, da vi mødtes igen (…) Det var ikke en tabt verden, jeg havde erindret mig, månederne, vi havde tilbragt sammen engang i 80’erne. Det var var den samme tid, der var fortsat, og den havde endelig indhentet os”.

   Sådan ender denne mesterlige roman i forsoningens og håbets skær.