Jøderne har overlevet på en fabelagtig humor, som gør, at den også kalder smilet frem hos os, der ikke er jøder. Herbert Pundik, der var jøde og chefredaktør på Politiken, samlede den jødiske trods i en dialog mellem pessimisten og optimisten. Pessimisten udbryder opgivende: ”Det kan ikke blive værre”. Optimisten svarer: ”Bare vent – det kan sagtens blive meget værre”.

     Pundik fortæller om jøden, der sidder i en kupe med en lille metalkasse. Overfor ham sidder en mand med en meget raffineret madpakke. Der er det fineste pålæg med radiser osv. Så kigger manden over på jøden med den lille metalkasse, hvor der kun er små ansjoser i, som jøden spiser med hoved og hale. Så spørger manden undrende: ” Overalt hvor I kommer, formår I at tjene penge på andre! Hvordan kan det være, at I jøder altid kan regne den ud?”

    Hertil svarer jøden: ”Jamen, det er fordi, vi spiser ansjosens hoved.” Manden bedyrer, at det har han aldrig tænkte og vil prøve det.  Gerne svarer jøden. Sådan en ansjos koster en halvtredser. Manden køber ansjosen, spiser den med hoved og hale og med alle tegn på væmmelse. Da de har passeret nogle stationer, siger han eftertænksomt: ”Altså jeg bor i en havneby, hvor jeg ved, at ansjoserne koster 5 kr. stykket, men nu har jeg lige givet en halvtredser for én”.

   ”Nå. Jamen, så er den nok begyndt at virke”, replicerer jøden.

Jødisk humor handler ikke sjældent om et iltert temperament. Rakel sidder med sin lille nyfødte og anråber Herren: ”Jeg beder til dig hver morgen og hver aften; når jeg ser dine skyer og dine hænders værk, månen og stjernerne du satte dér, siger jeg tak.” Så kommer der en bølge svup, som tager barnet med ud til den 19 revle, og moren reagerer rasende: ”Er det, hvad du gør mod mig! Jeg beder til dig morgen og aften, og så gør du det mod mig!”

   Så kommer der en ny bølge, som sørger for, at barnet kommer velbeholdent tilbage i morens arme igen. Og hun har stadig en høne at plukke med Den Almægtige og spørger: ”Hør, var var der ikke også noget med en hue?”