Der var engang en lille landsby. I den landsby var der en ond og hårdhjertet smed, en gammel nærig kone og en ondskabsfuld præst. Der var også en møllersvend, som mølleren ofte tævede og skældte på uden grund. Så skete det, at smeden døde samme dag som den nærige gamle kone. Det var en uheldig dag, for præsten og møllersvenden afgik også ved døden samme dag. Foran himlens port spurgte Sankt Peter, om der var nogen af de fire, som forstod sig på at veje. Og hans blik faldt på møllersvenden, der var faldet ned fra møllen, og som stadig havde mel på hænderne. Sankt Peter sagde: ”Møllersvend, du kan veje de andre”. Og smeden stod op på vægten. Han vejede langtfra, hvad han skulle for at komme ind i himlen. Men møllersvenden så, at Sankt Peter kiggede den anden vej, og så snød han med vægten. ”Nå, hvad vejer han?” spurgte Sankt Peter. ”Han vejer, hvad han skal”, løj møllersvenden. ”Godt for ham!” svarede Sankt Peter og lukkede smeden ind. Mens han stod og låste efter smeden, kom den sure gamle kone op på vægten. Hun vejede også for lidt til at komme ind i himlen. ”Nå, hvad vejede hun da?”, spurgte Sankt Peter. ”Hun vejede, hvad hun skulle”, løj møllersvenden. ”Det er da godt for hende”, sagde Sankt Peter og konen kom ind. Den tredje var præsten, som trådte op på vægten. ”Hvad vejer præsten?”, spurgte Sankt Peter. ”Hvad han skal”, løj møllersvenden. Og så blev også præsten mod ret og rimelighed lukket ind i himlen med Sankt Peters tunge nøgle. Så var møllersvenden ene og alene og bange tilbage. Han havde tre gange snydt på vægten for andre menneskers skyld. ”Nu skal jeg veje dig”, sagde Sankt Peter. Da blev møllersvenden hvid som det mel, han plejede at transportere i sække. Han vidste, at hans vægt ikke slog til, men nu skete der noget, som fik ham til at spærre øjnene op. Sankt Peter snød med loddet, så hans vægt var, så den passede. ”Hvad i alverden”, sagde møllersvenden, ”snyder du også med vægten?” ”Ja,” svarede Sankt Peter, ”for Vorherre sagde til os: ”Det mål, I måler med, skal I selv få  tilmålt med.”