For nyligt overværede jeg opførelsen af Dostojevskijs novelle ”Et latterligt menneskes drøm” i Helligåndshuset. Skuespilleren Viktor Melnikov leverede en suveræn præstation som manden, der har besluttet sig for at begå selvmord. Da han går hjem for at gøre det, møder han undervejs en lille pige, der spørger, om han vil hjælpe hende. Men han skubber hende til side. Han har nok i sin lidelse. Da manden kommer hjem, falder han i søvnen. Han drømmer, at han er død, fordi han har skudt sig selv, at han bliver lagt i en kiste, og at han forlader vores planetsystem og kommer til en anden planet. Her er alle mennesker lykkelige og tillidsfulde, fordi de er uden begreb om ondskaben. De dansede og sang og flettede blomster. Indtil det latterlige menneske introducerer dem for ondskabens mulighed. Man skal sent glemme Melnikov, da han fortalte, hvordan han lærte dem at lyve: ”Pludselig blev de som mennesker. Den ene førte den anden bag lyset, og der kom kriser, og der var folk, der ikke ville leve mere. Alt opstod netop der”.

     Så vågner manden, og da vidste han, at det onde ikke kommer fra skabelsen: ”Skylden er min”. Og han styrter ud for at finde den lille pige, og han finder hende, hvor hun havde standset ham. Han siger til hende: Du må ikke leve med at mennesker forskyder dig. Kan jeg hjælpe dig med noget som helst? Og manden fik hjulpet hende, og siden går han bare rundt og er et latterligt menneske, der forkynder, at vi mennesker har flere muligheder, end vi aner.

   Det er en stærk historie, der handler om en lille pige, der kalder en voksen mand til live igen. For sæt hvert øjeblik tæller. Med ét bliver denne pige, som han først skubber væk, så påtrængende for ham, at virkeligheden kalder ham ud af hans egne lidelser. Der er lidelse nok, der kalder. Dostojevskij viser, at man ikke kan nøjes med at sige: Jeg har nok i mine egne lidelser. Der er også et råb udefra, som kalder mig til handling.