I efteråret var Niels Barfoed til forfatteraften i sognegården. Det blev en fabelagtig aften, hvor den 91-årige forfatter fortalte om et begivenhedsrigt liv. Og det fortsætter Barfoed med i ”Først nu – livsstykker” (forlaget Gyldendal), der netop er udkommet.

    Om en kollega skriver Barfoed: ”Det er ikke nogen lille præstation: at bringe folk på andre tanker”. Det samme formår Barfoed. Han er en humorist, men han har en dyb køl, for når man sætter humorens sejl, skal der være en dyb køl, ellers kipper skibet. Kølen er her refleksioner over dem, der ikke er mere: ”Ud ad fortidens tåge, i stor stilhed, kommer de døde. De melder sig selv. De toner frem, og jeg går dem i døde med hævet alfabet: William Faulkner, Villy Sørensen, Peter Seeberg og mange flere. Jeg kommer hen til dem og synes, jeg kan røre ved dem. I det øjeblik er det vigtige ikke, at de er døde, men at de lever! Et nyt liv.”

       Barfoed mindes et studieophold i Princeton i 1958, hvor han havde medbragt et eksemplar ”Vindrosen”. Nobelpristageren William Faulkner øjnede organet og fik øje på en artikel af højskoleforstanderen Knud Hansen. I skyndingen fik Faulkner læst det som ”Knut Hamsun”, og heldigvis nænnede Barfoed ikke at korrigere Faulkner. For den norske forfatter havde været Faulkner fortumlede ungdoms faste rejsekammerat. Og således opstod en udbytterig samtale mellem Faulkner og Barfoed. Faulkner fandt den unge dansker langt mere interessant end de amerikanske studerende, der hele tiden trættede med det umulige spørgsmål, som de selv burde svare på: ”Synes mr. Faulkner, at jeg skal gifte mig og holde op med at studere?”

    Søren Kierkegaard sagde om sig selv, at han elskede det danske sprog, og han var sikker på, at kærligheden var gengældt. Det samme kan man sige om Barfoed. Han har ikke blot bejlet til, men står også i et stort elskovsforhold til det danske sprog. Der er bøger, man ville ønske, man ikke havde læst, for så havde man den oplevelse til gode.

     Sådan en bog er ”Først nu – livsstykker”.