Allerede som barn demonstrerede Søren Kierkegaard en særlig flair for ironi og humor. Mon ikke flere af hans undervisere fik grå hår i hovedet pga. af ham? På et tidspunkt fik klassen en vikar, der lige var blevet forlovet. Eleverne havde fundet ud af, at den udkårne hed Charlotte Lund. Da vikaren satte eleverne til at skrive fristil, benyttede den unge Søren sig straks af et vittigt indfald. Stilen fik titlen: ”Charlottenlund – rejsen dertil og fornøjelser dér”.

     Senere blev Kierkegaard i øvrigt selv forlovet. Med Regine Olsen var han forlovet et år, inden han brød forlovelsen. Regine blev ude af sig selv og truede med, at hun vil tage sig selv af dage, hvis han gik. Kierkegaard forlod hende ikke desto mindre og drog til Berlin. Da han kom tilbage til København, træffer han Regine sammen med sin nye forlovede, Frederik Schlegel. Det fik Kierkegaard til drilagtigt at notere: ”Det er nu altid mærkeligt at møde en afdød…”

    Senere skriver Kierkegaard også en sarkastisk novelle, hvori han leverer en nådesløs karakteristik af kirkelig velbjergethed. Novellen handler om en ung teologisk kandidat med det sigende navn Ludvig From, der får præsteembede. Han er dog lige ved at trække sig, da han hører, hvor lav lønnen er.

     Den store dag oprinder, hvor han skal indsættes i menigheden. Provsten prædiker i indsættelsestalen over apostlen Peters ord: ”Se, vi har forladt alle ting og fulgt dig”. Provsten benytter anledningen til at fremhæve den unge Ludvig From som et eksempel på netop et menneske, der har forladt alle ting for at følge Kristus –selv om provsten er orienteret om Ludvig Froms griskhed. Herefter skal Ludvig From selv prædike, og det bliver over teksten ”Søg først Guds rige!”

    Biskoppen fremhæver Froms prædiken som forbilledlig. En meget god præken endda, understreger han – især kunne biskoppen godt lide det afsnit, hvori Ludvig From pointerede, at det netop gjaldt om først at søge Guds rige…