En af det mest læste tekster fra Det Gamle Testamente er uden tvivl beretningen om Jonas, og om ham holdt en præst foredrag til en kreds af folk, der var kritiske over for kristendommen. Præsten blev spurgt af en tilhører, om han vitterlig troede på historien om Jonas og hvalen. Præsten svarede: ”Hvis jeg kommer i himlen, så vil jeg spørge Jonas selv.” Hvad så, hvis Jonas slet ikke er i himlen”, svarede spørgeren. ”Så kan du selv få lov at spørge ham”, lød svaret.

    Præsten genfortalte dagen efter historien om Jonas i hvalbugen for sin konfirmander og spurgte dem: ”Hvad tror I, at Jonas’ største ønske var, mens han lå i hvalens bug?” En konfirmand rakte hånden op: ”At han måtte komme den samme vej ud, som han var kommet ind”.

   Præsten fortsatte: ”Synes du ikke, Konrad, at det var mærkeligt, at hvalfisken sådan kunne sluge Jonas.” Konrad: ”Nej, det var ikke så mærkeligt, for han var jo kun en af de små profeter.” Og det lærer man faktisk i Bibelkundskab.

     Da de teologistuderende var til den første lektion i Bibelkundskab, spurgte professoren dem, hvem den første teolog i historien mon var. Der kom forskellige bud. Moses, Esajas og Paulus. Men professoren svarede, at det var slangen, som fristede Adam og Eva. Hvorfor nu det? Jo, for slangen var den første, der talte om Gud og ikke med Gud…

   Minikonfirmanderne skulle holde gudstjeneste, men kirkens sprog er svært, så da de kom til trosbekendelsen, kneb det: ”Pint under Pontius Pilatus blev til: ”Pint under tonsvis af piratos”. Og da underviseren spurgte om, hvad der skete, hvis man bryder et af Guds bud, lød svaret eftertænksomt: ”Så er der kun ni tilbage”. Senere sang man ”Et barn er født i Bethlem”, hvor det dog smuttede med linjen ”Thi glæder sig Jerusalem”, der blev til ”De glæder sig og rutsjer hjem”. I ”Nu titte til hinanden” slog det også sludder, for linjen ”Sneglen med hus på ryg vil vandre” endte som ”Sneglen med hus, paryk og vanter”.