Vi afholdt den sidste Store Bededag i år, men bønnen lever videre. Da jeg var på besøg i Island bad man også bordbøn, og det minder mig om en familie, der havde gæster på besøg. Moren bad sin seksårige datter om at stå for bordbønnen. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige” svarede pigen. ”Bare sig, hvad du har hørt mor sige,” lød det opmuntrende. Pigen bøjede hovedet og sagde: ”Kære Gud, hvorfor i alverden har jeg inviteret disse skrækkelige mennesker til middag?”

   Den samme pige sluttede også gerne dagen med aftenbøn. En aften lød det: ”Kære Gud. Tak for min nye lillebror, men jeg bad faktisk om en hundehvalp”

En dag får professoren besøg af en engel, der siger, at han kan vælge mellem to ønsker: evig visdom eller ti mio. kroner. Professoren vælger med det samme visdom, og englen forsvinder. Professoren virker forandret, men han sidder bare og ser ned i bordet, indtil en af hans kolleger hvisker: ”Sig dog noget!” Svaret kom prompte: ”Jeg skulle have taget pengene…”

Bøn spiller selvfølgelig også en stor rolle for jøder, og en historie handler om en rabbiner fra Jerusalem, som stedes foran himmerrigets port efter sin død. Rabbineren mener selv, at han har levet et meget gudsfrygtigt liv og derfor bør få direkte adgang til de himmelske gemakker, men den vagthavende lader ham vente, mens den ene efter den anden passerer uhindret ind i himmeriget. Så ser rabbineren, at også en buschauffør, som han vitterlig ved ikke har levet fromt og godt eller overholdt helligdagene også entrerer de himmelske gemakker. Det bliver for meget for rabbineren, der griber fat i den vagthavende. ”Hvordan kan denne chauffør gå direkte ind, mens jeg skal stå her og vente?”

Den vagthavende svarer: Nu skal jeg sige dig en ting. Det, der er sket, er at når du har stået i synagogen og holdt prædiken, så har du lidt efter lidt fået folk til at falde i søvn. Det har chaufføren netop ikke gjort, når han har kørt sin bus, så har folk foldet deres hænder og bedt til Gud”.