02/07/2024 0 Kommentarer
Andersen & Kierkegaard on tour
Andersen & Kierkegaard on tour
# Sorø Klosterkirke
Andersen & Kierkegaard on tour
Den storartede danske Søren Kierkegaard-forsker, Joakim Garff, har netop fået udgivet en medrivende roman om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard på forlaget Gyldendal (”Solisterne – et rejseeventyr om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard”).
Kierkegaard var ikke meget uden for landet grænser. Han var i Berlin et par gange og en enkelt gang i Sverige. Det var der en pointe i, forstår man på Kierkegaard: ”Den rigtige dannelsesrejse skulle ikke føre individet ud i verden, men lige omvendt lede det tilbage til sig selv, for det var ethvert menneskes eksistentielle opgave, dets etiske pligt, at blive sig selv, hvilket var en bevægelse på stedet og derfor hverken krævede kuffert eller rejsepas eller karetkørsel, men ene og alene selvfordybelse og selvbesindelse”.
Men Garff lader omstændighederne mage det således, at H.C. Andersen og Søren Kierkegaard træffer hinanden i Hamborg. Og Andersen får Kierkegaard minsandten overtalt til at rejse til Rom, selv om Kierkegaard belærer Andersen om sit syn på rejser: ”Forstår De, Andersen, vi skal ikke ud i verden, ikke ind gennem dunkle bjerge og hen over sindrigt byggede broer, der forbinder land og verdensdele, men derimod dybt ind i os selv – og derfra tilbage til kristendommen”.
Mon ikke det er overflødigt at tilføje, at dansk litteraturs to mest berømte skikkelser både kommer ud i verden, trænger ned i den menneskelige eksistens og ind i kristendommen i ”Solisterne”?
Det er Andersen, der fører ordet under rejsen dertil, når de kommer i kontakt med fremmede, for han er stærkere i det tyske sprog, end Kierkegaard er det: ”Når jeg taler tysk, er jeg det føjeligste menneske i verden, havde Kierkegaard selvironisk tilføjet. Så burde De da tale tysk lidt oftere, havde Andersen haft lyst til at svare tilbage, men lod det blive ved indfaldet og blev belønnet med den lille fryd det er at dy sig”.
Til gengæld kan jeg ikke dy mig for at anbefale ”Solisterne”.
Kommentarer