Det er i år 125 år siden, at digterpræsten Kaj Munk blev født. Han efterlod et kolossalt værk, som står tilbage. Men måske er det, som står allerstærkest tilbage, Kaj Munks egen personlighed, hvor munterheden og uforsagtheden var fremtrædende. Et eksempel: Sognebørnene i Vedersø havde ikke opdaget, at Kaj Munk var blevet gift. De troede, at han kun var forlovet med Lise. Derfor gik snakken om det upassende i, at hun overnattede i præstegården. Som reaktion på forargelsen indkaldte Kaj Munk til et møde i Vedersø forsamlingshus under titlen ”Livet i præstegården”. Forsamlingshuset blev fyldt til bristepunktet, men Lise og Kaj Munk udeblev, så man ringede til præstegården, hvorfra digterpræstens svar lød: ”Jamen, Lise og jeg har ikke tænkt os at møde op. I kan jo meget bedre tale om livet i præstegården, når vi ikke er til stede!”

    En sommersøndag, da Vedersø Kirke var fyldt med turister, blev Kaj Munk irriteret, og da han havde læst evangeliet højt, sagde han: ”De af jer, der ikke foretrækker at bade, kan selv studere teksten. Amen!” Og selv om han ikke var afholdsmand, mente han alligevel ikke, at Vedersø Klithotel skulle have spiritusbevilling, så da der i sognet var afstemning herom, satte han sig i en stol ved siden af stemmeboksen og stirrede på folk, der gik ind. Det virkede. Kaj Munk vandt afstemningen.

     Som bekendt blev Kaj Munk modstandsbevægelsens åndelige fyrtårn, og i 1943 fik han en henvendelse fra en kommunistisk modstandsgruppe. Om han ville støtte dem økonomisk? Ikke hvis det gik til kommunistisk propaganda. Men gerne hvis det gik til sprængstof og sabotage, og på den bistod den ellers konservative præst kommunister.

    Sådan sprængte Kaj Munk de vante og velkendte rammer, ligesom da han i en anledning af en aktuel kirkestrid blev spurgt, hvilken kirkelig retning han tilhørte – grundtvigianisme, Indre Mission eller Tidehverv. Kaj Munk svarede ufortøvet: ”Jeg sorterer direkte under Vorherre!”