Da DR engang sendte en række andagter, indledte man udsendelsen med interviews fra Købmagergade, hvor de forbipasserende blev spurgt om, hvad kirkens flotte, men svære ord betød. Da DR spurgte om ordet treenighed, blev der svaret: ”Gud, konge og fædreland”, og så var der en, der svarede: ”Det var Danmark, Norge, og Sverige under Margrethe den første”.

     Bedre gik det ikke med ordene synd og nåde. Nogle unge mennesker mente, at det var når en ridder havde slået en anden af hesten og nu skulle til at stikke ham ihjel, så råbte han nåde, nåde.

Vanskeligt var det med også ordet synd. Mange havde en ide om, at det var noget med letpåklædte damer, der var også dem, der mente, at synd handlede om at spise flødeskumskager, når man var på slankekur. Og én sagde, at det var synd at stille ham svære spørgsmål. Men så var der en murersvend, som blev helt rød i hovedet og sagde: ”Synd...øh, er det ikke noget med bajere og piger”. Så blev han spurgt: ”Hvad er så nåde?” Efter ganske kort betænkningstid svarede han. ”Det er, når konen ikke siger noget til det!”

    Han kom med i radioen. Men det siger noget om at det kirkelige sprog kan være svært.

Og det havde denne konfirmand forstået. I undervisningen havde han hørt beretningen fra Det Gamle Testamente, om jødernes vandring over det røde hav. Moren spørger ham nu, hvorom historien handlede. Og drengen fortæller: ”Jøderne slap ud af Ægypten, men blev forfulgt af en farao og hans hær. Da de nåede til Det Røde Hav, kunne de ikke komme videre. Den ægyptiske hær kom nærmere og nærmere. Moses tog da sin mobiltelefon frem og ringende til israelske militær, der bombede ægypterne, mens den israelske flåde byggede en pontonbro, så jøderne kunne komme over havet.”

      Drengens mor var målløs. ”Er det virkelig det, I lærer i konfirmandundervisningen?” ”Nej”, indrømmede drengen, ”men hvis jeg havde fortalt dig historien, sådan som præsten fortalte den, ville du aldrig have troet på den!”