Selv om jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag, skal Martin Luther have sagt. Men formuleringen stammer fra en kreds af tyske lutheranere, der under den anden verdenskrigs rædsler i fortvivlelse lagde ordene i munden på deres åndelige forbillede. Sætningen tegner dog fint håbets indhold. Håbet er det, der lader mennesket øjne en udvej midt i alle vanskelighederne. Håbet driver os frem på trods af alle dystre forudsigelser. Håbet skaber mening og sammenhæng – mellem os selv og omverdenen. Uden håbet ville alt gå i stå. Det peger mod noget anderledes, som endnu ikke er helt til stede. Håbets tid er et nu, som aldrig er færdigt og lukket, men altid på vej mod noget andet og i færd med at bekæmpe årsager til håbets modsætning, som jo er frygten. 

   På søndag tager vi hul på et nyt kirkeår, og for et stykke tid siden læste jeg et interview med forsangeren i Gnags, Peter A.G. Nielsen, der fint formulerede en række tanker om håb op til første søndag i advent. Peter A.G. mindede om, at fysikeren Albert Einstein i sin tid sagde, at den vigtigste beslutning et menneske tager i sit liv består i at beslutte sig for, om man lever i et venligsindet eller i et fjendtligsindet univers. Sangeren understregede selv, at han havde besluttet sig for at leve i det venligtsindede univers, idet han føjede til: ”Min far sagde altid: ”Peter der er et formål med dig. Du er en af Guds gode ideer.” Det har jeg taget med mig. At der var en mening med mig. At Gud er kærlighed, og tro er tillid til, at det virker. ”

    Det er flot sagt. Og sandt. Håb har den holdning i sig, at tilværelsen byder på chancer i stedet for trusler. Håbet er aldrig værdineutralt. Det Gamle og Det Nye Testamente bygger på en forståelse af tilværelsen som risikabel. Det forbavsende ved Bibelen er imidlertid, at der hele tiden kommer mere ud af mindre.

     Derfor siger Jesus: alt er muligt for den, der tror.