02/07/2024 0 Kommentarer
Over al forstand og uden ende
Over al forstand og uden ende
# Sorø Klosterkirke
Over al forstand og uden ende
En præst prædikede juleaften, og hans prædiken var ret lang. Tankerne bevægede sig i mange retninger, og talen var ret svær at følge. Da pastoren hilste på menigheden i døren, overraskede en kvinde ham med ordene: ”Din prædiken mindede mig i den grad om Guds nåde og kærlighed.” Præsten var tydeligt beæret: ”Årh., virkelig, hvordan det?” ”Jo, den mindede om Guds nåde, fordi den overgik al forstand, og den mindede om Guds kærlighed, fordi der ikke var nogen ende på den!”
Krybben, stalden, hyrderne, dyrene, moren og barnet dernede på marken i en fjern afkrog af verden. Der sker rigtig meget, så jeg kan såmænd godt forstå, at prædikenen kom på afveje og blev lang, men helt grundlæggende begynder kristendommen med en fødsel. Fødslen har en kendt moderne filosof beskrevet som det, der ”giver håb og tro” i den menneskelige tilværelse.
Hvorfor? Svar: fordi hvis vi mennesker kan skabe noget så smukt, noget, der har en så umiddelbar og ubetinget indvirkning på den eksisterende verden, så minder det os om muligheden for at handle, ikke bare i biologisk forstand, men også i den forstand, at vi mennesker føder muligheder i andres liv. At uanset hvor vi står i livet, om vi er gråsprængte eller stadig står på spring, så er det aldrig for sent at begynde.
Jeg hørte om en ældre herre fra Mors, som skulle til et slægtningetræf i USA uden at kunne en stavelse engelsk. Da han nogle uger senere kom hjem, spurgte naboen: ”Ole, havde du problemer med sproget?” Han svarede: ”Næh, det havde jeg ikke, men det havde alle de andre!”
I strenge tider stiller folk det samme spørgsmål til Gud: ”Har du ikke sprogproblemer, Gud, når så mange ikke forstår dig? Kunne du ikke tale noget klarere om din almagt og din godhed?” Hvis Gud er almægtig, hvorfor kunne han så ikke være tydeligere? Og da er det, Gud svarer: ”Jamen, jeg er kommet til jer. Jeg måtte blive menneske og dele jeres kår og derfor måtte jeg fødes i en stald som et afmægtigt barn, så I kunne forstå mig og høre mit budskab.”
Kommentarer