At forsage djævelen

At forsage djævelen

At forsage djævelen

# Sorø Klosterkirke

At forsage djævelen

Martha Christensen skrev engang en novelle, der hed ”Dragen”. Novellen handler om nogle drenge, der nærmest viljeløst har ladet sig opsluge i en bande. Det er den nye dreng i kvarteret, Mikael, der er deres leder.  Han kan få dem til at begå de modbydeligste handlinger.

     Men så en dag sker det. En dag siger de nej til Mikael. Og netop denne dag fordufter Mikaels magt totalt. Og fra at have været en dæmonisk fører og forfører, så er han en ganske ordinær dreng. Pointen er, at Mikael kun havde magt over de andre drenge, fordi de lod ham have den magt!

    I det øjeblik de afslører den magt, han udøver som en løgn, fordamper magten fuldstændig. Da bliver drengene sat fri til at lave livet igen. Martha Christensens novelle bærer som sådan en rig erfaring i sig: at hver eneste af os står i slaget mellem godt og ondt. At vi her må afgøre os.

      Martha Christensens novellen er nemlig anskuelsesundervisning i at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det betyder ikke, at bandeføreren Mikael er en djævel. Så var det meget enkelt. Men når de andre drenge beslutter sig for at sige nej, trodser de også frygten for at blive hånet eller blive til grin. Alt det, der gør at de er nemme at køre om hjørner med og som får dem til at undvige det personlige ansvar. Og hvor man dækker sig i undskyldningen: ”Det var jo ham, der fandt på det.”

Men det kræver netop mod, moralsk mod at forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og dermed at sige nej til ondskaben i og omkring os. At sige nej til løgnen. Og ja til sandheden.

     Martha Christensens novelle hedder ”Dragen”, og den slutter med, at en drage flakser højt oppe på himlen, og ved det syn kommer man til at tænke på, at med os er det som med dragen: Kun når den er bundet flyver den højt og frit. I det øjeblik vi kapper snoren, stiger dragen ikke højere, men så falder den til jorden. Dvs. at i det øjeblik vi er bundet til Kristus, så er vi frie og kan sige nej til djævelen og alle hans gerninger.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø
  ·   Kirkekontor: Munkevænget 22, 4180 Sorø
      57832620
      dva@km.dk

Kontakt