02/07/2024 0 Kommentarer
To små bøger om store emner
To små bøger om store emner
# Sorø Klosterkirke
To små bøger om store emner
Små bøger er de sværeste at skrive, mente Grundtvig. Men at de ikke er umulige at skrive, vidner to af sensommerens udgivelser om. Det ene er skrevet af digteren Søren Ulrik Thomsen og bærer titlen ”Store Kongensgade 23” (Gyldendal). Bogen er på under 100 sider, men Thomsen skriver her smukt om sine forældre, indgående om sin frygt og hengivent om sin tro. Thomsen henter inspiration i kristendommen: ”Ikke bare visheden om, at der efter i dag vil komme en ny, men desuden forventningen til, at denne anden dag også vil være ny betydningen bedre end den foregående, ja, måske oven i købet vidunderlig, tror jeg simpelthen er det, som holder os i live. ”Se, jeg gør alting nyt”, siger Kristus ifølge Johannes’ Åbenbaring, og når jeg mister modet, og intet giver mening for mig, tænker jeg på historien om brylluppet i Kana, hvor Kristus har gemt den gode vin til sidst, så jeg måske selv på min dødsdag kan se frem til det bedste”.
Den anden bog er skrevet af romanforfatteren og essayisten Jens Christian Grøndahl og hedder ”Min svage tro”. (Eksistensen). Den er på 100 sider og er en beretning om, hvordan forfatteren ad åre har nærmet sig kristendommen. Det kunne næsten ikke være anderledes: ”Kristendommen har mere at sige om os end vi om den (…) jeg føler mig talt til af Bibelens tekster. De vil mig noget, og det er mærkeligt at konstatere, så ældgamle som de er. Endnu mærkeligere er det, at jeg giver dem lov til at ville.”
Men det gør Grøndahl altså, og han er ikke tvivl om, hvordan det skal ske: ”Man skal komme i kirken, for at teksterne kan begynde at sige én noget. Man skal også lade sit barn døbe for med tiden at forstå, hvad det betyder. I vores egocentrerede modernitet har vi vænnet os til, at den autentiske betydning kommer indefra, men hvad nu, hvis det ikke er rigtigt?”
Grøndahl slutter sin bog af med at henvise til opstandelsen: ”Der er en mening med, at jeg føler mig bagud, som om jeg er kommet for sent. Han vil altid være gået i forvejen til Galilæa.”
Kommentarer