Sproget er utroligt. De samme bogstaver kan danne den mest deprimerende sætning og den mest opbyggelige. Tag nu denne engelske sætning: ”God is nowhere” Gud er ingen steder. Han er væk, forsvundet, har måske aldrig været her. Det er da deprimerende. Men prøv så at beholde hele sætningen, idet du deler nowhere op i to ord, og straks står der: ”God is now here”. Gud er her nu. Med et lille mellemrum, har du pludselig hele det Ny Testamente i en maggiterning: ”Gud er her nu”.    

    Det var en gammel drøm i Israel, at en menneskesøn engang skulle stige ned på jorden gennem himlens skyer som gennem et hul i taget, så at himmel og jord ikke længere skulle være fremmede for hinanden. Den menneskesøn er i Jesus Kristus blevet kød og blod. Hvor han trådte frem, fik besatte deres frihed igen, spedalske blev rene og lamme rejste sig og gik. Igen og igen efterlader Jesus hos farisæerne og i andres sind et ordentlig hul i de spærringer, man forestillede sig mellem Gud og menneske, og i dem man satte mellem mennesker. Kristendommen handler om at få slået hul i taget, så vi kan blive lukket ud i det liv, hvor der er høj himmel og plads til at folde sig ud.    

     Hvis vi tager den første side i Bibelen, så fremgår det, at der ingenting var. Eller – der var noget… Men alting lå gemt i vand og mørke. Så lød Guds ord over vandene, og skabelsen gik i gang. På Guds ord gik bevægelsen fra ingenting til alt muligt. Fra mørke og stilhed til lys og lyd. Gud sagde: ”Der skal være lys” Og der blev lys og lyd og liv i lange baner. Så alt kan ske i Guds rige.

     En mand fortalte om, hvordan hans femårige datter var kommet gevaldig i tvivl om det med Gud os, og nu også med tanker om det at skulle dø engang og komme op i himlen, så hun sagde til sin far: ”Og far, hvad så hvis jeg dør engang og kommer op i himlen, og han så slet ikke er der?” Faren nåede ikke at svare, førend pigen fortsatte: ”Nå, han finder mig nok alligevel.” Og det er det, kristendommen handler om, at han finder os alligevel – fordi der er slået hul i taget.