02/07/2024 0 Kommentarer
Adventstid
Adventstid
# Sorø Klosterkirke
Adventstid
Benny Andersen har skrevet en dejlig godnatsang: ”Go’ nu nat og gå nu lige hjem./ Der er dem,/ der holder dørene på klem./ Jeg ta’r hele døren a’/ venter på dig nat og da’/ go’ nu nat og gå nu lige hjem.”
Det med at holde dørene på klem er jo et meget godt billede på, hvordan mange har det med Gud. Han skulle nødig fylde det hele, men så skader det ikke at holde en dør på klem – måske som en smutvej, hvor man kan liste sig ud, hvis det hele bliver for meget.
Men der er meget stor forskel på at holde døren på klem og så at tage hele døren af. I salmernes bog bliver hele døren taget af, Gud vil fylde os med sin kærlighed og nærvær. Her står døren rigtignok ikke på klem: ”Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan ride ind.” Det er stort. Ikke bare bliver dørene åbnet, de bliver løftet helt af. Så lyset og lykken kan komme ind i ens univers.
For hvor stort er det? Er det 6 x 13 cm? Det er målene på en mobiltelefon. Og når man sidder i en togkupe virker det nogle gange som målene på det menneskelige univers. Og det kan blive lidt snævert og indelukket. Engang udbrød en prædikant på tv: ”Hvad er det værste ved helvede?” Efter en kort pause, hvor han stærkt svedende prædikant så seerne direkte ind i øjnene, fortsatte han:
”Der er ingen udgange!” Det havde han ret i. Hvis ens liv er ens mobiltelefon, mangler der en udgang til noget større. Men udgangen er der, hvis man vil se den. Da Jesus red ind i Jerusalem, lukkede han den ene person efter den anden ud af en tilværelse, der var endt med ikke at have udgange. For hvad nytter alle vores grønne, lysende, lovbefalede skilte om, hvor udgangene befinder sig i busser, fly og offentlige bygninger, hvis vi ikke rent åndeligt kan finde vej ud af det lukkede rum? Adventstiden fortæller os, at Jesus Kristus har taget døren af og vist os en vej gennem hvilken vi kan komme videre med livet. At der er intet mørke så tæt, intet rum så lukket, at Kristus ikke vil være der som en udgang, en exit til noget nyt og glædeligt.
Kommentarer