02/07/2024 0 Kommentarer
Alfa og omega
Alfa og omega
# Sorø Klosterkirke
Alfa og omega
Dramatikeren Samuel Beckett skrev engang, at slutningen allerede er i begyndelsen, og som den pessimistiske sjæl han var, tænkte han givetvis på døden. Slutningen er allerede i begyndelsen – altså er det skabte liv på vej mod tilintetgørelsen. Hvis man følger Beckett, så kan man se tilværelsen som et alfabet. Abcd….. Går vi igennem hele alfabetet, så er der ikke noget efter det sidste bogstav å – slut, punktum finale. Her har Bibelen en helt anden vision af livet. I Bibelen er Gud som en far eller som den fattige kone, der leder efter en mønt, hun har tabt og bliver ved med at lede, indtil hun finder den.
Gud siger i Johannes Åbenbaring: Jeg er Alfa og Omega. Alfa er det første bogstav i det græske alfabet og omega det sidste bogstav. Hvis vi tager ordene fra Johannes Åbenbaring for pålydende, så betyder det, at vi er i Guds hånd fra første og til sidste bogstav og så ind i evigheden. ”Jeg er alfa og omega, begyndelsen og enden” siger Gud, og dermed siger Han, at vi er omsluttet af Hans nåde fra første til sidste bogstav. Fra fødsel til evighed. Ikke fra fødsel til død, men virkelig fra evighed og til evighed, som det hedder hver søndag i kollekten.
En dreng pegede en dag på et billede af sine to storesøstre og spurgte så: ”Hvorfor er jeg ikke med på det billede?” Og så sagde bedstefaren: ”Jamen, du var jo slet ikke født den gang”. Så stillede drengen et nyt spørgsmål: ”Var jeg da død?” Det er mærkeligt, at et barn kan stille et sådant spørgsmål: Hvor var jeg før, før jeg blev til. Vi andre spørger: Hvor er jeg, når jeg ikke længere er til. Men han spurgte, hvor var jeg, før jeg var til?
Vi forstår ikke uden videre, at der kan være en evighed, og dog indgår det i hver eneste dåb. Den almægtige Gud har antaget dig til sit barn og gjort dig til arving til det evige liv, og det hænger sammen med det navn, Jesus fik. Jesus betyder nemlig: Gud frelser.
Kommentarer