Som præst hører man en del muntre historien fra folkekirken. Her vil jeg bringe nogle stykker af dem. Efter gudstjenesten i fængselskirken besøgte præsten en af fangerne i cellen: ”Jeg kan forstå, at min prædiken har gjort indtryk på dig, så du ikke ønsker at komme tilbage til dette sted.” Hertil udbrød den hulkende fange: ”Præst, ingen som har hørt dig bare én gang, ønsker nogen sinde at komme tilbage hertil!”

     Dagen efter mødte præsten en anden indsat. ”Du skulle begynde et bedre liv, Lars”, formanede pastoren. ”Det er vist for sent”, mente fangen. ”Nej, det er aldrig for sent!”, svarede præsten resolut. Og så kom svaret: ”Nå, men så kan jeg jo godt vente lidt endnu!”

    Byens præst kom gående ned ad hovedgaden, da han så en flok drenge på fortovet med en hund mellem sig. ”Hvad laver I?” spurgte præsten nysgerrigt. ”Vi ser, hvem der kan fortælle den største løgn, for han vinder hunden”. Præsten udbrød: ”Det skuffer mig sandelig meget. Da jeg var dreng, fortalte jeg aldrig en løgn”. Drengene så lidt på hinanden. Så sagde den største: ”Lad os give ham hunden”.

    Den amerikanske præsident Calvin Coolidge var en mand af få ord. Da han en søndag havde været i kirke, spurgte hans kone ham efter hjemkomsten, hvad præsten havde talt om. ”Om synden”, svarede gemalen. Hustruen fortsatte: ”Hvad sagde han om den?” Coolidge svarede: ”Han var vist imod”.

    Byens skurk var død, og præsten holdt en så pæn tale over ham, som det var muligt uden at komme alt for meget på kant med sandheden. ”Hvor tror du, han befinder sig nu,” spurgte en af præstens venner. ”Ja, det er jo ikke mig, der skal dømme ham, men det skulle ikke undre mig, om han er i stand til at tænde piben bare ved at stikke fingeren ned i den”, svarede pastoren.

    En ungdomspræst skulle lige til at begynde gudstjenesten, da kirketjeneren bestyrtet kom hen til ham: ”De unge mennesker bagerst i kirken bander!”. Præsten lod sig ikke bringe ud af fatning: ”Det var da dejligt, Hans, så er det jo de rigtige folk, vi har fået fat på!”