02/07/2024 0 Kommentarer
Professor Hans-Jørgen Schanz 1948-2022
Professor Hans-Jørgen Schanz 1948-2022
# Sorø Klosterkirke
Professor Hans-Jørgen Schanz 1948-2022
I 1973 udgav idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz som 25-årig sin første bog. Titlen kunne snildt bruges som en alkoholtest: ”Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status.” Det var marxisme for fuld udblæsning! Bogen har faktisk fået en renæssance, hvad Schanz i et af sine sidste interviews kun havde hovedrysten overfor.
I 1999 skrev Schanz en af sine bedste bøger med titlen ”Selvfølgeligheder”. Heri påpegede han, at moderniteten er en fase i historien omkring 1750, hvor man når til den slutning, at alt er historisk. Der er ingen konstans i menneskelivet, alt kan forandres. Men det er ikke sandt, vi er jo ikke blevet klogere på, hvordan vi håndterer ulykkelig kærlighed eller finder livets mening. Siden 1750 har der i moderniteten ganske vist været strømninger, som har tilbudt grydeklare løsninger på alt i menneskelivet, men den strømning er livsfarlig: ”Farlig, fordi det moderne da kommer til at optræde som religionserstatning. Eller også må det bero en antagelse af, at en række spørgsmål og problemstillinger, der har fulgt menneskeheden fra tidernes morgen, pludselig skulle være ophørt med at trænge sig på.”
Og dette troede Schanz overhovedet ikke på, ligesom han heller ikke købte påstanden om, at alt bare er fortolkning: ”Når jeg spontant bliver betaget af en nyudsprungen rapsmark i begyndelsen af juni, er det ingen tolkning, når jeg klør mig efter et myggestik, er det ingen tolkning”.
Den gamle marxist ændrede på sine gamle dage derfor helt sin holdning til kristendommen: ”Jeg har opdaget kristendommens ekstreme kulturelle betydning, som i dag for mig er næsten hundrede procent positiv. Derfor er jeg også forbeholden over for ren sekularisering, for det ender ofte med at blive religionserstatning. Desuden rummer religion transcendens; noget, som er højere end det, man kan måle og veje, og vi har fandeme behov for noget, der løfter os”.
Jeg mødte Schanz flere gange, han var en sand gentleman, der desværre fik et alt for kort otium.
Kommentarer