I Helsingør bor en af landets mest spændende krimiforfattere. Lars Kjædegaard gennemspiller med usvigelig sikkerhed genrens obligatoriske temaer, når han sender sine to politifolk Anita Hvid og Thor Belling i marken. Men i sin lange serie gør han mere end det. Han tegner et Danmarksbillede og han skildrer forholdet mellem de to politifolk, så man hænger på. De to bliver nemlig efterhånden kærester, og det skaber selvfølgelig vanskeligheder. I ”Goyas hund” trænger fortælleren ned i Anitas hjertekammer: ”Thor sagde og gjorde ting. Men han dvælede ikke ved det. Hun havde ofte en følelse af, at han med alderen havde lukket nogle døre i sit sind, og at det havde gjort hans sind mere enkelt. Når hun tænkte på det, følte hun aldersforskellen mellem dem.”

   Men den alvidende fortæller har også styr på Thor, der har sit at slås med, men som også kan blive grådlabil under et godt måltid: ”Han følte sig gråden nær af pludselig taknemmelighed. Måske var der en Gud, som drev ham gennem livstrætte håbløse dale af dage, men ved aftenstide alligevel viste sin nåde i en wienerschnitzel”.

   Scenen er fra krimien ”Den røde labyrint” og epifanier kalder man disse øjeblikke i teologien: Det guddommeligt perfekte manifesterer sig i det jordisk fejlbarlige og må derfor opleves som et mirakel.

   Kjædegaard er en virtuos prosaist, som kan holde styr på et kompliceret forløb uden at hægte læseren af. Et godt eksempel herpå er Lars Kjædegaards seneste værk ”For enden af vejen” (Gyldendal), hvor Metoo-sager fører til en stribe af mord.

    I mordefterforskningen kommer Anita og Thor vidt omkring og langt ind i forbrydermiljøet. En af de gamle kriminelle, der er til afhøring, viser sig at have taget en stor beslutning i sit liv. Han trækker et sølvkors op af sin trøje og siger: ”Belling, man kan blive så fornedret i dette liv, at selv ens far og mor ikke vil kendes ved én. Hvis det sker, er der kun én, der kan hjælpe dig.”

    Thor Belling nikkede og sagde: ”Vor Herre Jesus Kristus.”