Weekendavisen bragte for nyligt en anmeldelse af dr.theol. Niels Grønkjærs afsluttende bind i hans religionsfilosofiske trilogi om Gud og menneske. Anmelderen var begejstret for bogen ”Den nye verden – efter revolution og konservatisme” og skrev om forfatteren, der er bosat i Sorø: ”Det er kuldegysfremkaldende godt og cementerer til fulde hans position som Danmarks største nulevende tænker.”

      Jeg har læst bogen og kan kun tilslutte mig bifaldet. Vi er i trinitatistiden, og trinitatis betyder jo treenighed, og derfor vil det være oplagt at fremdrage, hvad Niels Grønkjær skriver om Faderen, Sønnen og Helligånden: ”Den Gud, der har skabt verden, kommer til verden i sin søn og leder dens gang ved sin Ånd. Ved disse tre personer bestemmer den ene Gud sig i forhold til verden og mennesket. De er Gud, som han udadvendt er for sig. Men i sig er Gud de tre personer i deres indbyrdes relation: Fader, Søn og Helligånd. Gud er tre-i-én”.

   Det vil jeg udlægge på denne måde: Når solen er oppe på himlen, virker den fjern og helt uden for menneskers rækkevidde. Kan vi da overhovedet vide noget om solen eller have noget forhold til den? Ja, det kan vi jo, fordi solen sender sit livgivende lys og sin dejlige varme ned til os.

     I den forstand er solen, lyset og varmen virkelig 3 ting – og alligevel ét. De virker sammen i en dynamisk enhed, for de er af samme væsen og vil det samme. Og på samme måde som vi møder solen gennem dens lys og dens varme, møder vi også Gud gennem Jesus Kristus og forstår ham igennem Helligånden.

    Vi kan med rette konkludere, at Faderen, Sønnen og Helligånden er tre-enige, eller som Grønkjær skriver mod slutningen af sin nye, fremragende bog: ”Gud inkarnerer sig ved sin søn for at frelse det ellers i sig selv fortabte menneske og sone alverdens synder. Forsoningen er, at Gud selv bliver et menneske, for at han ikke skal være fremmed for mennesket, der har gjort sig fremmed for ham, og det ikke skal være fremmed for ham. Det er forsoningen”