Den kristne tro handler om, at verden er værd at elske, selv om dele af den for øjeblikket står i flammer. 

     Og buddet om at elske den kommer fra en mand, der blev korsfæstet. Ja, som omgav sig med samfundets udskud og insisterede på, at deres liv havde værdi. Ud fra almindelig snuhed, er det ellers bedre at tænke beregnende og kun omgive sig med mennesker, der giver og ikke tager energi fra én.

     Hvorfor gøre noget, der tilsyneladende ikke kan betale sig? Her træder Jesus ind med sit banebrydende budskab om at tilgive og at elske uden betingelser. For der er noget i verden, som kalder på os, stiller os til ansvar, og det hører med til det gudskabte liv, at vi lytter denne røst, der minder os om vores ansvar. Uden ansvar forsvinder den frie vilje, og vi bliver som tilskuere eller som maskiner i et system af årsager og virkninger. Hvis omstændighederne dikterer min handlemåde, kan jeg jo ikke længere gøre for det. Så er jeg et aftryk af omgivelserne.

   Forfatteren Isaac Bashevis Singer blev engang spurgt, om han troede på den frie vilje, hvortil han svarede: ”Jeg har ikke andet valg!”. Et ganske morsomt svar, men også et nødvendigt svar i forhold til de tanker og den tilværelsestydning, der vil ophæve frie menneskets vilje og fremstille tilværelsen, som bestod den kun af naturlove. Et menneske, der lever på de vilkår, har jo opgivet at være Herre i eget hus og har i stedet prisgivet sig fremtidsangsten. 

     En amerikanske filosof ved navn William James fik i sin ungdom således en depression, fordi han hengav sig til et mekanisk verdensbillede, der reducerede ham til en upersonlig brik i et stort spil af årsag og virkninger. Hvad manglede? Den gjorde den frie vilje! Og William James forklarede sine læsere, at han herefter besluttede sig for, at hans første frie handling skulle bestå i, at han fremover ville tro på den frie vilje, hvilket efter hans eget udsagn, bragte ham ud af den depression, han befandt sig i!