Jeg mindes en kværulant, der engang blev spurgt, hvorfor han hele tiden skabte ravage. Jeg kan ikke glemme svaret: ”Jamen, i stedet for bare at være en lille del af løsningen, så vil jeg da meget hellere være en stor del af problemet.”

     Måske kender du typen? Ellers kan jeg sige, at der et eksempel på én i Matthæusevangeliets kapitel 15. Hun bliver ved og ved, det gælder hendes livs datters liv. Jesus afviser hende ved at kalde hende hund. Kalder han mig en hund, så er der dog håb – for de små hunde klarer sig med smulerne, der falder fra herrens bord, siger hun. Den kanaanæiske kvinde er på én gang øretæveindbydende og tillidsfuld, og det får Jesus til at lytte. Han lytter, som om han først nu forstår sit eget evangelium, hvor det bliver forkyndt af en fremmed, og Jesus udbryder: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”.

    Der er en historie om en præst, der var ude at køre hestevogn en mørk vinteraften. Det føg med sne. Himmel og jord stod i et. Præsten sad bag i vognene indhyllet i sin kappe. Kusken Jens sad på bukken. Præsten råbte gennem blæsten: ”Kan du se nok til at følge vejen, Jens?” – Jens svarer: ”Ja, stol bare på mig.” Det gjorde præsten så. En tid i alt fald. Så råbte han igen: ”Kan du endnu se vejen, Jens?” Jens svarer: ”Nej, nu må vi stole på hestene.” Det gjorde de så og kørte endnu en tid. Så råber præsten: ”Tror du hestene kan finde ud at blive på vejen, Jens?” Hvortil Jens svarer: ”Nej, hestene ved hverken vej eller spor. Nu må vi stole på Vorherre!” Da råber præsten forskrækket: ” Holdt, Jens og lad mig komme af i en fart!”

    Den kanaanæiske kvinde står ikke af. Det gør Gud heller ikke. Vi møder i Matthæusevangeliet en bevægelig Gud, der omvender sig, fordi han ikke lade være med at lytte til et menneske i nød. Gud er ikke en statisk Gud, der har trukket sig tilbage til de himmelske gemakker for at lade verden skøtte sig selv. Nej, Gud er en levende Gud, der bevæges og røres og elsker.