Den østrigske psykiater Viktor Frankl beretter et sted om en mand, der var sunket ned i et sort hul efter sin kones død. ”Hvad var der sket, hvis det var dig, der var død først? Hvis din kone havde været nødt til at overleve dig”, spurgte Frankl ham. ” Det ville have været forfærdeligt for hende,” forklarer manden, og fortæller hvor meget de to havde elsket hinanden, og så føjer han til: ”Hun ville have lidt meget under det.” Frankl svarede: ”Jamen, så bærer du jo hendes byrde, for jo tungere den er for dig, des mere har du gjort for hende. Du synes, det er hårdt, men den pris, du nu betaler, bliver hun til gengæld sparet for”.

      Frankl skriver, at manden sad stille en rum tid, så rejste han sig trykkede psykiaterens hånd og gik roligt ud af hans klinik. Samtalen havde udløst noget skelsættende. Jovist, han var stadig enkemand, sorgen var ikke væk, men nu var hans smerte blevet dybt meningsfuld, fordi den var blevet et offer i forhold til den kvinde, der nu var død: Det var en kærlighedsgave, han dag for dag skænkede sin hustru, som han fortsat elskede af hele sit hjerte.   

     Dermed er vi fremme ved noget centralt i kristendommen. På den ene side er lidelse noget, der skal fjernes. Det handler lignelsen om den barmhjertige samaritaner om. Men i kristendommen er lidelsen tillige noget, der skal bæres. Jesus bar vores synder på korset, og så var lidelsen meningsfyldt. Enkemanden bar sorgen over sin hustrus bortgang, og af kærlighed til sin døde hustru kunne han holde det ud, og i tillid til, at vi ikke bærer byrderne alene, men at Gud bærer med, kan vi tage ansvaret på os.

   En missionær mødt en dag en lille dreng, der bar på sin lillebror. Missionæren standsede og udbrød: ”Det er da vist en alt for tung byde for dig, min dreng!” Men drengen svarede forundret: ”Det er da ikke en byrde, det er min bror!”

     Så er perspektivet pludselig ændret og byrden meningsfuld.