27/05/2026 0 Kommentarer
Der er liv i døden
Der er liv i døden
# Sorø Klosterkirke

Der er liv i døden
I 1800-tallet levede der en tysk købmand og amatørarkæolog ved navn Heinrich Schliemann. Han elskede ”Iliaden” og ”Odysseen” og troede på, hvad Homer havde skrevet og han fandt faktisk Troja.
Hvad kan vi lære af Schliemann? At tage Bibelen til os på samme måde som den tyske købmand tog Homer til sig. Derfor skal vi ikke bortforklare jomfrufødslen, annullere miraklerne eller negligere helbredelserne. Nej, for store dele af Bibelens univers er virkelighed. Det enestående ved Jesu opstandelse er jo, at den sætter en lavine af opstandelser i gang. Vi følger den opstandne Kristus, for at der skal ske opstandelse i vort liv.
Kristus var storartet til forandringer. Han gik på vandet. Det må siges at være en forandring af den vanlige spadseretur. Han mættede 5000 mennesker med fem brød og to fisk. Det må da siges at være en uhørt kulinarisk forandring. Og når folk var ramt af sygdom og ikke regnede med, at det nogensinde blev bedre, helbredte Jesus dem. Men da han blev korsfæstet og døde, gennemførte Jesus den mest omfattende forandring nogen sinde. Han opstod fra de døde. Og når vi en dag skal i graven, så vil Guds søn opvække os til et evigt liv.
Det er da så sandelig en forandring!
Guds ord ændrer os, når vi accepterer, at tilværelsen er i bevægelse, og at Guds ord vil føre os i retning af mere liv og lidenskab. Guds ord er så mægtigt, at det får vores liv til at blusse op i storsind, ødselhed og hjælpsomhed. Alt det sætter bruset fra evigheden i gang. Alt det satte Jesus i gang i de tre år, han åbenbarede sig for mennesker i Israel. Han foldede vort liv ud og viste, at der er mere indhold, glæde og mening i det, end vi forestiller os. Ja, han foldede tilværelsen ud, og gjorde det klart, at verden ikke bare er de omgivelser, vi registrerer med vores fem sanser. Der er mere. Meget mere. Jesus opstod fra de døde. 33 år efter sin fødsel i Betlehem åbnede han evigheden for os og demonstrerede, at der er mere end død i livet. Der er også liv i døden.
Kommentarer