27/05/2025 0 Kommentarer
Det evige liv
Det evige liv
# Sorø Klosterkirke

Det evige liv
En vittighedstegning i en avis satte et kristent spørgsmål på dagsordenen. Den viste en lang kø foran et helvede, hvori man ville finde "stress, udfordringer og tests døgnet rundt". Derimod var der mennesketomt foran himmerigets port, hvor man lovede "fred, ro og salighed."
Det fik en engel ved himlens port til at sige til sin kollega: "Måske skulle vi gentænke vores markedsføring påny."
Jeg synes, tegningen er skæg, fordi den rammer en følelse, mange har: Tanken om evig fortabelse er rædselsfuld, men ideen om evig salighed kan også virke fjern og kedsommelig – som et stillestående, begivenhedsløst liv uden udvikling.
Men tag ikke fejl, sådan taler Bibelen ikke om himlen. I Johannes' Åbenbaring beskrives en ny jord, hvor sorg, tårer og smerte er væk. Alt, der tapper os for livsglæde, er forsvundet, og kun det, der gør livet værd at leve, består. Her tales om en festmiddag med Abraham, Isak og Jakob og "Guds riges nye vin" – så i himlen er der på ingen måde nøjsomt, endsige spartansk.
Opstandelseshåbet minder jo også om, at Jesus opstod fysisk påskemorgen. Hans krop var ikke længere i graven. Efter sin opstandelse spiste han spiste fisk og brød, og lod Thomas stikke sine fingrene i naglemærkerne fra korset. Nej, lad os minde os selv og hinanden om, at vi hver søndag bekender kroppens opstandelse, ikke kun sjælens. I det hele taget: Hvem siger, at evigheden er stillestående? Der vil være masser at opdage, når vi ser Gud, som Han er. En evighed er ikke for lang til at være med Gud. Hvad der ellers vil være i himlen? Ja, nogle håber på en høvlebænk, en fodboldbane, et bibliotek eller et staffeli. Her kommer tanken til kort, for vi kan kun tænke med erfaringer, vi selv har gjort. Så hvis man vil beskrive himmerigets glæder, så svarer det til at forklare en femårig om erotikkens fornøjelser. Når du har talt færdig, nikker barnet og spørger så: "Må man spise chokolade samtidig?" Så lidt forstår vi af den verden, der venter os – men der er al mulig grund til at forvente, at den overgår vores forventninger.
Kommentarer