I Matthæusevangeliet læser man: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med”.

    Disse ord var baggrunden for Shakespeares drama ”Lige for lige”, der handler om en hertug i Wien, som i forbindelse med en rejse udnævner Angelo som sin stedfortræder. Oswald Helmuth sang i sin tid: ”Hvad er en stedfortræder? Brug forstanden! Det er en, der gør fortræd i stedet for en anden!”

     Hvis hertugen har handlet for vagt og vennesælt, så gør hans stedfortræder fortræd. Angelo – latinsk for engel - farer frem med bål og brand, når det gælder sex uden for ægteskabet. Angelo indfører skrappe love mod utugt og utroskab. I Det gamle Testamente hedder det lige for lige eller ”øje for øje, tand for tand”, mens det i Det ny Testamente lyder: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes”.

     Hvad er Angelo mon selv bedst tjent med?

     Angelo dømmer Claudio til døden, fordi han har gjort sin forlovede med barn. Nonnen Isabella går i forbøn for sin bror, men Angelo bliver erotisk betaget af hende og forlanger, at Isabella skal gå i seng med ham for at løslade Claudio.

    Den ægte hertug har fra et skjul holdt øje med sin stedfortræder, og pga. Angelos gemene karakter allierer han sig med Angelos tidligere flamme, der forklæder sig som Isabella, opsøger Angelo om natten og tilbringer den med ham. Nu træder Isabella frem og anklager Angelo for voldtægt og dødsdommen over sin bror.  

     Angelo kommer for retten, hertugen dømmer ham til døden. Lige for lige. Men pludselig står Claudio lyslevende i lokalet sammen med Isabella, der takket være hertugens plan ikke er kommet noget til, og hertugen lader nåde går for ret.

   Søren Kierkegaard skriver om stykket: ”Den, der ved, at han har en bjælke i øjet, skal ikke anklage den, der har en splint i øjet. Han må hellere forlade sig på nåden end ved det skæbnesvangre ord ret forspilde alt ved at fremkalde det strenge ”lige for lige”. Eller som der står i fadervor: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”