Hvis man kun måtte tage en bog med sig på en øde ø, så ville jeg vælge Bibelen. Og det skriver jeg ikke kun, fordi jeg er præst, men også fordi Bibelen ligesom biblioteket indeholder mange bøger. Det græske ord biblos, er baggrunden for ordet bibel og bibliotek.

    Når vi omtaler Bibelen i bestemt form ental, så skyldes det, at det i meget gamle dage var den bog man havde i sit hjem, hvis man altså havde en bog. Før reformationen blev Bibelen næsten altid placeret på altret, eftersom præsterne var blandt de få, som havde adgang til at læse den. Da Bibelen blev tilgængelig for de brede skarer, fik det enorm stor betydning for litteraturhistorien. Som jeg skrev i forrige klumme, så kunne William Shakespeare næppe have skrevet dramaet ”Lige for lige”, hvis han ikke forinden havde læst Lukasevangeliet.

   Som nævnt er Bibelen ikke en bog, det er mange bøger, og jeg har mine favoritter blandt de 66 bøger, den består af. Her vil jeg nævne Første Mosebog, profeten Esajas, Prædikerens Bog, Lukas og Johannesevangeliet. Lukas holder jeg af, fordi han bringer nogle af Jesu bedste lignelser. Johannes sætter jeg særlig pris på, fordi han allerede i første kapitel skriver: ”Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”.

    Hvis man i en maggiterning skulle koncentrere hele kristendommen, så er det alt sammen udtrykt lige præcis her. Her siger Johannes nemlig, at en sandhed uden nåde er kynisk og uhyggelig, og at en verden uden nåde er falsk. Derfor: Sandheden er nåden, og nåden er sandheden.

    Sådan forstod N.F.S. Grundtvig det også. Det fremgår af hans største digt ”Nytårsmorgen”. Der er meget, som jeg kunne have lyst til at citere herfra, men her må disse linjer være nok: ”Da lærte jeg arme i midvinter sval/ at lys uden varme er helvedes kval”. Her lyder et ekko af evangelisten Johannes: at en sandhed, som er uden nåde og uden kærlighed, ikke har med kristendommen at gøre. Den kristne kærlighed er som solen - lysende og nærende og skabende.