Mange har set Ebbe Rode optræde. Han var jo en af det tyvende århundredes mest geniale skuespillere. Men hvor mange mon ved, at Ebbe Rode også havde en bror, som også var smågenial? Han hed Mikal Rode og beskæftigede sig livet med sprog. Han producerede ordbøger og leksika, men han skrev også en række aforismer, som vidner om menneskekundskab: ”De fleste af os vinder ved nærmere bekendtskab, taber ved endnu nærmere, tilgives ved nærmeste”. Mikal Rode skrev en anden aforisme i samme boldgade: ”Mere indviklet er livet ikke, end at venner fortrinsvis hverves ved venlighed, fjender ved fjendtlighed.” Og det er jo en iagttagelse, der flugter med, hvad Rode også bemærker: ”Mange mennesker er mægtig søde, når de selv kan bestemme, hvem de vil være søde imod.”

     Mikal Rode kendte som leksikograf udmærket profeten Esajas, der forudså, at engang skulle løven og lammet græsse side om side. Det ville dog ikke blive uden problemer: ”Den største vanskelighed ved at få en løve og et lam til at græsse sammen, vil bestå i at få løven til at æde græs”.

    Arvesynden kendte Mikal Rode også lidt til. Han advarede: ”Pas på lidt på folk der vil ofre deres liv for en sag: de vil også ofre dit liv for den”. Eller han kunne skrive: ”Nu forstår menneskene snart alt – undtaget deres eget bedste”. Og han havde sans for tilværelsens sammensathed: ”Man kan godt være overbevist demokrat uden at være overbevist om menneskets demokratiske natur”.

    Den bedste aforisme Mikal Rode skrev er en sammenfatning af Søren Kierkegaards umådeligt svære bog ”Begrebet angst”. Med dette værk ville Kierkegaard understrege, at mennesket ikke er en maskine. En IPad føler ingen angst. Angst er på én og samme tid noget af det værste et menneske kan opleve og samtidig et lykkeligt vidnesbyrd om, at vi ikke er maskiner.

   Mikal Rode sammenfattede Kierkegaards erkendelse i dette rim: ”En hare er en sælsom fangst/ den lever mest af kål og angst/ og hvis den ikke føler fare/ så er den en forloren hare.”