I det katolske Italien findes der en protestantisk kirkegårde. Den befinder sig i udkanten af Rom. Her er der rejst et væld af sten og gravmæler over de mennesker, der kom til den evige stad fra protestantiske lande og fandt deres sidste hvilested i Rom. Der er mange nationaliteter og mange berømtheder.

      Et gravmæle gør særligt indtryk. Det er en statue af en dreng på 10 år. Georges Volkoff var fra Bulgarien, han blev født i 1925 og døde allerede i 1936, og statuen viser ham i en skoleuniform med en bog i hånden. Det står på kirkegården som et fjernt minde om en fars og mors ubærlige sorg. Men det mest opsigtsvækkende ved skulpturen er, at ansigt ligesom er drejet til siden, som om drengen ser noget, som vi ikke kan få øje på. Det er som Georges Volkoff ser ind i en anden virkelighed, end den vi kender. Statuen har ligesom fanget ham i det øjeblik, hvor den døde dreng ser noget andet og mere, end vi kan se. Han virker overrasket, og han virker som grebet af en pludselig glæde. Og man kommer til at tænke på Jakob Knudsens salme, om solen, der stiger af hav på ny og om lyset, der står stille på livets kyst. Ja, for på dette sted, på kirkegården, bliver statuen af drengen et møde mellem dagligdag og evighed, alt det som Jesus pegede på i ord og gerning, og som gør, at vi kan tænke på vores døde som dem, der var engang i dette liv, men som nu er i Guds rige. Adskilte fra os, men alligevel sammen med os: I Gudsrige. Fra den romerske kirkegård og statuen af Georges Volkoff lyder der en prædiken: Der er så meget andet og mere at sige om jer end at I er dødelige mennesker – I er sandelig også Guds børn i liv som i død. Blikket fra den drengen er en prædiken og en påmindelse om, at i gudsriget vil der ske godtgørelse for det, vi har mistet på jorden. Det er prædiken om, at Guds retfærdighed vil skabe balance, eller det er et ord om, at sorgen over det tabte vil blive udlignet, fordi Himmeriget er det sted, hvor Gud retter op på det, der gik galt eller tabt på jorden.