
23/09/2025 0 Kommentarer
Erindringer fra troens univers
Erindringer fra troens univers
# Sorø Klosterkirke

Erindringer fra troens univers
Hvad går tro ud på? Ja, det er et spørgsmål, som professor emeritus Nils Gunder Hansen har tumlet med stort set hele sit liv. Og i disse dage udgiver han en bog med sine religiøse erindringer.
Et gennembrud for Gunder var det, da han indså at kristendommen ikke handler om at tage hovedet under armen: ”At være kristen var ikke at kapitulere til en bizar og fornuftsstridig verdensanskuelse eller overgive sig til en sær psykologisk tilbøjelighed.”
Kristendom er ikke et spørgsmål om enten intellektualitet eller følelser, forklarer Gunder og henviser til en præst, der havde reduceret gudstjenesten til blot at indeholde ganske få salmer og en prædiken, ligesom menighedens kirkekaffe blev serveret før gudstjenesten, så folk kunne drikke kaffen og fortære croissanten under højmessen. Forfatteren stejler: ”Det er følelserne og umiddelbarheden og forståeligheden, der tager over. Der må ikke være noget ydre, forstået som noget fremmed, middelbart og forståeligt (…) Det er formløshedens tyranni fra ungdomsoprøret, der kommer igen, nu måske i en mere sentimental og hyggelig udgave, hvor man også må tage kaffe og croissanter med”.
Nils Gunder Hansens bog hedder ”Fædre og sønner” (forlaget Eksistensen), og den handler ikke mindst om hans forhold sine egne tre sønner. Sønnen Anders er udviklingshæmmet, og i den bøn, som bogen slutter med, henvender Gunder sig direkte til Vorherre i en bøn for sin søn. Som yngre var problemerne færre: ”Det var, som om han havde et skjold omkring sig; hans faktiske situation afspejlede sig slet ikke i hans egen forståelse. Det var deres en stor nåde i, og jeg tænkte, at den måske kom fra Dig”.
Siden er vanskelighederne imidlertid taget til, og derfor beder Gunder nu om, at Gud vil ”se i nåde til hans brødre og øvrige familie; vi beder om, at de vil vise Anders den nødvendige omsorg, støtte og kærlighed, når vi en dag ikke er mere, og hans står forældreløs i verden”.
Bønnen er usædvanlig i sin ligefremme form, og det er bogen i det hele taget: ligefrem, ærlig og velkomponeret.
Kommentarer