Et dødsfald vækker minder til live

Et dødsfald vækker minder til live

Et dødsfald vækker minder til live

# Sorø Klosterkirke

Et dødsfald vækker minder til live

Når Storm P. gik på spadseretur i parken, tog han altid hatten af, når han traf på en ælling. For som han sagde: ”Man ved jo aldrig om den bliver til en H.C. Andersen en dag!” Samme optimisme var min onkel Hans besjælet af. Således gav han mig violinundervisning, for man ved jo aldrig…. selv om ”musikken” lød, som trak man en kat i halen.

    Jeg lånte violin og bue af ham, og en dag jeg cyklede hjem, kom buen og cykelegernet i karambolage. Jeg forsøgte at forklare miseren, men Hans var fuld af forståelse, og gik ind og fandt en ny bue. Men nu kom der et vink med et cykelegern, som var umisforståeligt. Den nye bue kom nemlig også op at toppes med cyklen. To brudte violinbuer på en dag. Igen tog Hans det i stiv arm og med godt humør, og vi blev enige om, at jeg ikke havde nogen musikalsk fremtid. Episoden viste hans menneskelige generøsitet. Generøs kan man jo være på mange måder. Det sværeste er at være generøs med sin tid, sit nærvær og sit engagement – kort sagt sit eget liv. Det var Hans. En enkelt gang blev han dog gram i hu. Inde i hans køkken havde jeg sammen med hans søn fremstillet nytårsfyrværkeri. Pludselig gik der ild i et kanonslag, og Hans var helt uforberedt på det.

     Det var et stort slag for ham at blive enkemand. ”Birte og Hans” var næsten et begreb, for ægteparret mindede om Filemon og Baukis fra den græske myte. Guderne Zeus og Hermes ville afprøve menneskenes gæstfrihed. Forklædt som tiggere bad de om mad og husly. Men overalt blev døren knaldet i. Til slut forsøgte de sig i et hus ved landsbyens udkant. Der boede Filemon og Baukis, som var lykkelige over at dele tilværelsens glæder og sorger og straks inviterede de to fremmede indenfor og vartede dem op uden at tænke på sig selv.

    Filemon og Baukis nærede en sådan kærlighed til hinanden, at det betød gæstfrihed og lydhørhed over for andre. Sådan levede min onkel og tante. Nu er også Hans død i en alder af 92 år.

    Æret være deres minde.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø
  ·   Kirkekontor: Munkevænget 22, 4180 Sorø
      57832620
      dva@km.dk

Kontakt