Thomas Kingo var født i Slangerup, siden kommer Kingo til Odense og bliver biskop og en af Danmarks vigtigste salmedigtere i baroktiden. Selve ordet barok kommer af det portugisiske barroco, som er en uregelmæssig perle med stor udtrykskraft. Tiden var nemlig præget af oplevelsen af verdensrummets uendelighed, hvilket gav Kingo en følelse af at være udspændt mellem jubel over det store udsyn og en smertelig fornemmelse af at stå på randen af kaos.

   Det fremgår af den smukke salme nr. 644, som hedder ”Aldrig er jeg uden våde”. ”Våde” henviser til smerten, så Kingo skriver altså, at aldrig er jeg uden våde, men tilføjer så, at han heller aldrig er uden nåde. Det er typisk for barokken og for Kingo, at han sætter modsætningerne op og meddeler: ”Jeg døjer med sorg, men jeg oplever sandelig også glæde.”

    Kirkehistorisk er Kingo på den måde interessant, fordi man i kristendommen undertiden har forherliget lidelsen. Så enkelt afviser Kingo at stille tingene op. I stedet siger han: ”Så er sorg til glæde lænket, / så er drikken mig iskænket”.

   Mig forekommer nr. 644 at være en af Kingos smukkest salmer, hvis indhold betoner, at sorg og glæde ikke kan skilles ad. Modsætningerne hænger sammen, og udgør selve tilværelsen. Læser man i en roman, at en bestemt kvinde var heltens passion, så er vi klar over, at han elsker hende lidenskabeligt.

    Oberammergau er berømt for sit passionsspil, som består i opførelsen af et drama, der handler om Kristi lidelse og død. Så lidenskab og lidelse hænger samtidig ofte sammen, hvad sproget jo også røber, idet ”at lide” både kan handle om at synes om noget og at opleve smerte, når det gør ondt. Hvis der i første kapitel af romanen står om hovedpersonen, at han virkelig kunne lide hende, så ved man, at helten undervejs i romanen også kommer til at lide pga. hende, hvilket også var en erfaring Kingo selv gjorde i sit kærlighedsliv og derfor kunne skrive så indgående derom.