En af de dummeste sætninger, der nogensinde er skrevet, stammer fra Sigmund Freud: ”I det øjeblik, man spørger om meningen med livet eller livets mening, er man syg, da ingen af delene har objektivt set har nogen eksistens.”

     Dermed bliver enhver af os jo stemplet som overtroisk eller som potentiel patient. Til ingens overraskelse var Freud da også en arg modstand af al religion. Mod sit livs afslutning begyndte Freud imidlertid at forstå, at han havde misforstået, hvad religion går ud. I 1938 får han lov at forlade Wien, hvis han til gengæld vil skriver under på, at nazisterne på ingen måde har mishandlet ham. Freud skriver under med en tilføjelse, der viser, at det ikke er noget tilfælde, at den østrigske psykolog også har skrevet en bog om humor: ”Jeg kan på det varmeste Gestapo til alle og enhver!”

    I sit eksil i London skriver Freud «Moses og monoteismen», hvor han fremhæver jødedommen som en religion, der befriede mennesker fra undertrykkelse bl.a. i Ægypten. Men han pointerer også, at troen på Gud har givet mennesket et rigere indre liv. Troen på en Gud, vi ikke kan se, udvider nemlig menneskets evne til at abstrahere. For hvis mennesker kan bede til en åndsmagt, de ikke kan observere, så kan mennesker også reflektere over ting, de ikke har foran sig. Derfor banede monoteismen – troen på én Gud – muligheden for at gøre landvindinger indenfor videnskab, jura og filosofi.

     Religion medfører med Freuds ord ”en intellektuel fremgang”. Men det medfører også en etisk fremgang, og her inddrager Freud kristendommen. Når nazismen har kunnet få et sådant greb i tyskerne, så er det fordi de er ”dårligt døbte”. Havde de vitterlig annammet kristendommens indhold, havde de aldrig overgivet sig til nazismen. ”Moses og monoteismen” blev Sigmund Freuds testamente, alt imens verden stod randen af anden verdenskrig, kom den østrigske psykoanalytiker til erkendelsen af, at det ingenlunde er ligegyldigt, hvad et menneske lever og tror på.