Den tysker digter E.T.A. Hoffmann skrev i 1816 novellen ”Sandmanden”, hvor den unge mand Nathanael er forlovet med pigen Clara. Så forelsker han sig imidlertid i dukken Olimpia, der er meget naturtro. Nathanael læser sin digte højt for Olimpia, og den omstændighed, at hun ikke siger noget, bestyrker ham i, at Olimpia lytter intenst og elsker ham højt.

      En overgang lykkes det for Clara at få Nathanael bragt tilbage til virkeligheden, men historien ender med, at vanviddet griber ham, og han forsøger at kaste Clara ud fra et højt tårn. I sidste øjeblik bliver Clara reddet, mens Nathanael selv kaster sig ud over rækværket og dør.

   Det er en genial, profetisk novelle, fordi den undersøger, hvad der sker, når et menneske mister virkelighedsfornemmelsen og forveksler en dukke med en levende kvinde, samtidig med at Nathanael udskammer sin forlovede Clara som ”en livløs robot”.

    Hvis du synes det lyder nutidigt, har du helt ret. En sociolog påviste for nyligt, at en del mennesker foretrak robotter frem for mennesker i deres parforhold. En robot er ikke krævende skikkelse, for robotten kan man afbryde samværet med når som helst. Robotten ligner partneren i, hvad forskerne kalder for de ”risikofrie forhold”, som jo er et forhold, hvor man på den ene side ikke føler sig alene, og hvor man på den anden side heller ikke behøver at investere energi i bøvlede mennesker.

      Men spørgsmålet er rigtignok, om vi vitterlig er villige til at acceptere robotter som erstatning for forældre, kolleger, venner og fortrolige? Det forlyder, at ældreplejen skal omlægges, så robotterne kommer på arbejde ude på plejehjemmene, og så kan man jo spekulere på, om man engang som gammel kommer til at sidde med en robot i hånden. Kan den mon synge en salme for mig? Eller bede fadervor uden at stemmen lyder alt for metallisk? Ja, det skal om ikke andet blive spændende at se. Men pointen i Hoffmanns novelle var, at robotten ender med at tage livet af mennesker, fordi den til syvende og sidst ikke udsender andet end dødskulde.