Selv sognepræster, der er skåret godt for tungebåndet, kan blive fjerne i blikket og svage i stemmen, når talen falder på dommedag. Kaj Munk sagde i en prædiken: ”Når verden ikke troede, at det var så alvorligt, som præsten prædikede, holdt præsten op med at tale alvorligt”. Og så holder man op med at holde om dommedag.

    Det fortælles om kirkefaderen Augustin, at han en dag gik langs stranden. Her mødte han en dreng med en spand vand, som han tømte ned i et hul. Drengen gik frem og tilbage mellem havet og sit lille hul. ”Hvad laver du, min ven?” spurgte Augustin drengen. ”Jeg fylder havet ned i hullet”, svarede han. ”Men hvad laver du?” spurgte drengen. ”Jeg er ved at skrive en bog om Gud”, svarede Augustin og fandt sammenligningen rammende. At skrive en bog om Gud – eller om dommedag – er som at prøve at fylde havet ned i et hul med en lille spand. Men alligevel har biskop emeritus Kresten Drejergaard netop gjort forsøget med ”Foreløbighed og fuldendelse” (forlaget Mellemgaard), hvor han gennemgår en ældre og nyere salmer med henblik på at påvise, hvordan de forholder sig til dommedag. Det forsøg er Drejergaard kommet vældig godt fra, og jeg vil varmt anbefale bogen.

   Drejergaard minder om Jesu ord vedrørende dommedag: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig!” (Luk 21,28). Drejergaard forklarer, at det betyder, man ”kan løfte sit hoved, fordi det er Kristus, der sidder på dommersædet.”  Ja, i troen på Jesus Kristus kan man sænke sin skuldre og tage den med ro, her får vi et løfte om, hvor det ender – nemlig i paradiset.

    Kim Larsen spørger i ”Pianomand”: ”Er der koldt og mørkt i den sorte grav?/ Eller stråler himlen som det klareste rav?/ Er der sang og musik i de dødes land?/ Og swinger det – pianomand?” Drejergaard svarer direkte på Kim Larsens spørgsmål i sin bog: ”Gudstjenesten er et løfte om og et pant på, at der er sang og musik i de dødes land, og at det swinger.”

   Og så er det jo lige før, man kan sige: Glædelig dommedag!